José Mourinhos ankomst til Tottenham har ikke været en fest for danske Christian Eriksen målt på den spilletid, han er blevet tildelt.
En årsag kan være, at danskeren har kontraktudløb til sommer og tidligere har meldt ud, at han måske var klar til at prøve noget nyt.
Holdkammeraten Toby Alderweireld har netop forlænget sin aftale, og Mourinho har ikke opgivet håbet om at få danskeren til at sætte sin autograf på en ny aftale med London-klubben.
Portugiseren blev fredag på et pressemøde igen spurgt til Eriksens situation i klubben, og her lød det tørt fra Mourinho:
- Det eneste, jeg vil sige om Christian, er, at jeg gerne vil have ham til at underskrive en ny kontrakt.
Udmeldingen kommer, få dage efter at klubbens bestyrelsesformand, Daniel Levy, sagde, at han gerne lyttede til tilbud på Eriksen også fra andre Premier League-klubber i januars transfervindue.
Såfremt Eriksen ikke forlænger sin aftale, er januar sidste mulighed for Tottenham til at få penge for ham. Ellers kan en anden klub hente ham kvit og frit til sommer. Og allerede i januar må han lave en forhåndsaftale med en ny klub.
Mourinho har stået i spidsen for holdet i nu syv kampe, og blot én gang er Eriksen startet inde. Det var i Champions League-kampen mod Bayern München, hvor begge hold i forvejen var sikre på avancement fra gruppen.
To gange er danskeren slet ikke kommet på banen. Samlet er det blevet til 189 minutters spilletid under Mourinho ud af de i alt 630 minutter, som Tottenham har spillet, siden portugiserens ankomst.
/ritzau/