Det er ved at være make or break for Kasper Dolberg.
I sin nye klub, den belgiske storklub Anderlecht, skal landsholdsangriberen bevise, at han ikke bare skal huskes som et gigantisk angrebstalent, der kun i glimt blev forløst.
Men er Anderlecht klubben, der kan få 25-årige Dolberg, som i de seneste år har døjet med dårlig form, skader og sukkersyge, tilbage i bevidstheden hos Europas topklubber og tilbage i EM-topscorerform for Danmark?
Morten Olsen, tidligere landstræner og tidligere mangeårig stjerne i den belgiske storklub i 80erne, tror på, at 'Dolleren' kan finde sig selv igen i Anderlecht – selvom ikke meget skal gå galt, før han vil få de kritiske fans og skeptiske eksperter på nakken.
»Der er forventninger til ham og pres på ham. Der er mange eksperter og fans hernede, der hæfter sig ved, at han ikke har klaret sig så godt de seneste par år. Hvis han efter nogle måneder ikke er slået til, vil der være en del, der rynker endnu mere på næsen. Sådan er det. Han er dyrt indkøb (Anderlecht betaler op mod 40 millioner kroner for ham, red.). Det må han leve med,« siger Morten Olsen, der har boet i Bruxelles i flere år og følger Anderlecht tæt.
Hvad er Anderlecht for en størrelse i de her år?
»Anderlecht er den største klub i Belgien. Det er en topklub, hvor de kræver præstationer. Men det er ikke et hold og en klub, der sprutter af selvtillid efter nogle svære år. De har ikke levet op til top-5, og de skal jo spille med om guldet hvert år. Så det er et kritisk publikum med meget store forventninger. Derfor er der meget negativitet i de her år.«
Er det et tegn på Dolbergs faldende status, at han havner i Anderlecht, som jo ikke spiller i en top-5-liga?
»Der vil altid blive stillet spørgsmål til en spiller, som ikke er blevet til det, man havde håbet. Så er der klubber, der er lidt mere varsomme. Men Anderlecht og Jesper Fredberg (klubbens danske sportsdirektør, red.) ved, hvad han kan, så det er en kæmpe mulighed for klubben. Havde han holdt niveauet fra Ajax-tiden, var han jo aldrig kommet til Anderlecht.«
»Nu har de så taget en chance. Det samme har Dolberg. Anderlecht som klub skal revanchere sig, det samme skal han som spiller. Så det er en altså kæmpe mulighed for både klubben og for Dolberg for at bevise, at de kan komme tilbage på topniveau. Det har han i hvert fald forudsætningerne til.«
Hvordan vil du vurdere Dolberg som angriber i 2023?
»Jeg kender ham ikke personligt, og har ikke trænet ham. Men jeg har selvfølgelig fulgt hans karriere fra Silkeborg til Ajax Amsterdam, hvor han gjorde det fantastisk godt. Men så har der jo været skader, og som ung spiller mistede han stabilitet og selvtillid, så han ikke kunne fortsætte på samme niveau. Det er svært at blive lejet ud. Han har været ustabil. Også på landsholdet.«
»Han har jo et kæmpe potentiale, og er jo reelt den bedste angriber på landsholdet. Så det er godt for Danmark, hvis han finder tilbage til det niveau, han viste under EM. Han skal finde tilbage til det flow og den følelse, han havde i Ajax. For han har evnerne.«
»Nu kommer den periode, hvor han ikke længere er et ungt talent, hvor han gerne skal være mere stabil og levere bedre hver uge. Det er selvfølgelig vigtigt, at han kommer ind i en periode uden skader. Han skal finde den følelse frem, hvor han signalerer ‘nu skal det være’.«
Ser du Anderlecht og den belgiske liga som et godt match for Dolberg?
»Fodbolden i den belgiske liga er lidt mere organiseret og ikke så åbent og teknisk som i den hollandske liga, som han kender fra Ajax-tiden. I Holland kan det være lidt lettere for en angriber. Og der er mange tophold i de her år, der byder sig til i Belgien, så der vil være mange tætte topkampe.«
»Der er ingen tvivl om, at han har brug for at blive bakket op af de rigtige spillere. Han er ikke en individualist. Han har brug for, at der er nogen på banen, der støtter ham. Og så er han en stilfuld spiller med en god teknik. Men han har det imod sig, at han i modgang kan mangle det der med, at han ruller ærmerne op. Han signalerer ikke fight, men er en flot spiller.«
»Det gode ved at komme til Anderlecht er, at han kan støtte sig op ad Brian Riemer (Anderlechts danske træner, red.) og Jesper Fredberg i starten. Og han kommer til et land, som snakker et sprog, han kender. Belgien minder jo på mange måder om Holland. De små ting kan være positive for ham.«