Christian Poulsens spillerkarriere er blandt de vildeste for en dansker, og nu starter han også for alvor sin trænerkarriere med et brag.

Med gårsdagens nyhed, om at Poulsen til sommer bliver assistenttræner i storklubben Ajax Amsterdam, er han nemlig med ét katapulteret op i den danske trænerelite. Og det glæder hans gamle læremester, tidligere landstræner Morten Olsen.

»Det er rigtig godt, at han er kommet til netop den klub. Det kan man kun klappe ad,« siger det danske fodboldikon, som også ser det som et positivt tegn for dansk fodbold:

»Nu har vi Thomas Frank og Jess Thorup ude, og Kasper Hjulmand og Michael Laudrup kommer forhåbentligt ud igen. Og nu har vi så Poulsen som assistent i en af de store klubber. Det skal vi bare være glade for.«

Morten Olsen var landstræner i Christian Poulsens 92 landskampe. Han så allerede dengang taktisk lys i den tidligere midtbaneslider, fortæller han.

»Når du har spillere iblandt dig, som har prøvet så meget og spillet en central rolle som Christian, så prøver man altid at give dem et skub i retning af at blive trænere eller andet inden for fodbolden. Det har jeg også sagt til ham, at han skulle prøve. Han har jo haft en styrende rolle på mange af de hold, han har spillet på. Christian har ikke kun brugt sine lunger, men også sit hoved til at spille fodbold,« siger Olsen.

Selvom han kun har roser tilovers for 39-årige Christian Poulsens fodboldviden - og ikke er overrasket over, at han har landet så stort et internationalt trænerjob - så har Poulsen faktisk brugt en del år siden sit aktive karrierestop i 2015 på at finde ud af, om fodboldverdenen fortsat var noget for ham. Det har Olsen oplevet før:

»Christian er en person, som nok har villet give sin familie noget tilbage efter så mange år i udlandet. Men på et tidspunkt bliver det hverdag igen, så skulle han jo i gang med et eller andet. Det var det samme med Michael Laudrup. Han vidste jo heller ikke, hvad han ville, men heldigvis valgte han trænervejen.«

Christian Poulsen har haft en stor udlandskarriere som spiller og har et cv, som kun de færreste kan overgå. Lad os bare lave opremsningen: fra gennembruddet i FC København til Schalke 04 over Sevilla FC og videre til Juventus og Liverpool FC - og knap så glorværdige Evian i Frankrig - for så at ende udlandsdelen af karrieren med to gode sæsoner i Ajax Amsterdam fra 2012 til 2014, inden det så småt fes ud med en sæson 'hjemme' i FCK i 2015.

I hele efteråret har Poulsen, som har A-trænerlicens, været i en form for trænerpraktikophold i Ajax Amsterdam, hvor han et par dage om ugen har fulgt førsteholdet. Det er nu mundet ud i en to-årig aftale som assistentræner for Erik ten Hag.

»Siden jeg stoppede med fodbold, har jeg holdt god kontakt med Ajax og har snakket med dem flere gange. Nu opstod muligheden for, at jeg kunne komme ned her for en periode og lære noget, suge lidt til mig, uden at det nødvendigvis skulle være et fuldtidsjob,« sagde Poulsen i september til B.T. om aftalen:

»Jeg havde det rigtig godt med de mennesker hernede i Ajax. Så jeg er glad for muligheden. Men omvendt har jeg da så meget selvtillid, så jeg tror, at jeg kan bidrage med noget. Ellers ville de nok ikke være gået med til det. Jeg havde to gode år hernede som spiller og prægede tingene på en måde, der har gjort indtryk på dem.«