Ifølge ekslandstræner Morten Olsen ses det tydeligt, at Christian Eriksen har fået en del af sin fodboldopdragelse i Ajax, som tirsdag møder Eriksens Tottenham.

#BackToAmsterdam.

Hashtagget brugte landsholdsspilleren Christian Eriksen på sin Instagram-profil, da han for to uger siden sammen med Tottenham bookede en plads i Champions League-semifinalen.

Her skal 27-årige Eriksen nemlig for første gang op mod sin eksklub Ajax, som han repræsenterede fra 2009 til 2013, inden han flyttede til Tottenham.

I første omgang er det dog Amsterdam, der kommer til Eriksen og ikke omvendt, når Tottenham tirsdag tager imod Ajax i den første af to semifinaler i Europas fineste klubturnering.

Ifølge Danmarks tidligere landstræner Morten Olsen, der i 2010 gav den dengang 18-årige Eriksen landsholdsdebut, har fynboen fået den perfekte fodbolduddannelse i Ajax og Tottenham.

- Han har valgt en fantastisk karrierevej. Han er blevet udviklet fra en udmærket dansk ungdomsafdeling, og så tog han et tilløb i Ajax, hvor han startede med at spille i ungdomsafdelingen, og allerede efter et par måneder på førsteholdet i Ajax kom han ind og fik sin første landskamp.

- Derfra gik det rigtig hurtigt i Ajax, og han tog store skridt og havde stor succes i de følgende tre år, siger Morten Olsen.

Med sit eminente touch på bolden, store overblik og to gode fødder er han en klassisk uddannet Ajax-spiller. Skiftet til Tottenham har kun gjort ham mere komplet, mener Olsen.

- Det har udviklet ham at komme til en konkurrencemæssig og fysisk hårdere liga. Han har taget de rigtige, små skridt hele tiden, så han nu kan præge både Tottenham og landsholdet, siger han.

- Han er gået fra at være en, der lavede mange assister, til at være en, der også laver afgørende mål. Kan man begge dele, så er man en topspiller i Europa på højde med Kevin De Bruyne og andre stjerner.

- Christian har en god alder, og jeg tror kun, at han bliver endnu bedre til de ting, han allerede er god til, tilføjer Olsen.

Ekslandstræneren er derfor ikke i tvivl om, at Eriksen vil kunne passe ind på en større fodboldadresse, hvis danskeren benytter næste års kontraktudløb som en anledning til at skifte klub.

- Med de værktøjer, han har, samtidig med at han er så ufattelig løbestærk, så vil han kunne passe ind på alle de bedste hold. Om det er Tottenham til stadighed, vil vise sig. I en anden storklub vil han også kunne præge spillet med det samme, siger Morten Olsen.

Tirsdagens Champions League-semifinale mellem Eriksens nuværende og tidligere klub begynder klokken 21.

/ritzau/