I gennem mere end 15 år var der lighedstegn mellem Morten Olsen og dansk fodbold. Han var den ubestridte, men aldrig folkelige landstræner. I dette eksklusive interview med BT fortæller manden, der tog Danmark til fire slutrunder, om sin nye pensionisttilværelse, om at blive træt af hjertebarnet og om at være autentisk fremfor populær.
»Jeg er pensionist.«
Svaret fra Morten Olsen følger spørgsmålet om, hvordan Danmarks tidligere landstræner ser og betegner sig selv i dag. Men det er ikke et af den slags svar, der kan stå alene. Der skal noget i halen. Nuancer, forklaringer og et enkelt ' men' hist og her. Som det nu engang er med Morten Olsen.
Knap 16 måneder er gået, siden Olsen gik i land efter næsten 16 år som kaptajn, navigatør, maskinmester og galionsfigur på dansk fodbolds rød-hvide flagskib, landsholdet.
67-årige Morten Olsen har sagt ja til at åbne vadsækken i et længere interview og har inviteret BT til byen Beersel i Belgien. Eks-landstrænerens belgiske hjemstavn, siden verden snakkede om 'Y2K' og årtusindskifte - og inden hverken Dennis Rommedahl, Daniel Agger eller Nicklas Bendtner for alvor var slået ud på radaren.
Det er her - med panoramisk udsigt over Bruxelles og både ænder og hjorte i haven - at Morten Olsen har 'gemt sig', siden han i november 2015 med øjeblikkelig virkning stoppede som dansk landstræner. Blot minutter efter, at Zlatan Ibrahimovic havde slukket hans drøm om at slutte jobbet af med en femte slutrunde.
Det er stedet, den evigt pendlende globetrotter i snart 16 måneder har takket nej til at flyve væk fra - og det er ikke mindst stedet, hvor den evigt fanatiske fodboldprofessor har kunnet slikke sine sår i fred og ro.
Efter en kort rundtur i huset, som Morten Olsen og hustruen Mireille selv har bygget, flytter interviewet og fotograferingen et par kilometer væk til et nærliggende slot med en lille restaurant i kælderen. Olsen værner, som han altid har gjort det, om sit privatliv. Der skal ikke 'gå Bo Bedre i den', som han udtrykker det.
De private gemakker er imidlertid én ting. De private tanker og overvejelser, Olsen har haft gennem snart halvandet år som semi-pensioneret landstræner, er heldigvis noget andet.
For hvem havde troet, at Morten Olsen - fodboldmanden over dem alle - kunne blive træt af lige præcis dét, der driver ham - fodbolden?
»Da vi røg ud mod Sverige (efter playoff-kampene i november 2015, red.), var det så stor en skuffelse, at jeg blev fodboldtræt. Simpelthen. Jeg så ikke fodbold i tre måneder. Ikke én eneste gang. Jeg ville hellere se en film, end jeg ville se fodbold - uanset hvem der spillede. Det undrede mig, men på den anden side tænkte jeg: 'Fint, for der kommer alligevel et tidspunkt, hvor du skal holde op',« fortæller han.
Olsens træthed i forhold til den sport, der har fyldt hovedparten af hans liv i næsten 50 år, kom som en mæthed. En mæthed udløst af skuffelse over en misset EM-slutrunde, men også en mæthed af at se fodboldkampe hver dag - flere gange om dagen. Følelsen i kroppen beskriver han som 'mærkelig' og ' dejlig' på én og samme tid, for den åbnede hans øjne for, at livet fortsætter - også uden fodbolden som fast følgesvend.
»På sin vis var det lidt af en lettelse. Der kom ikke et tomrum i forhold til fodbold. For der var en masse andet. Tilværelsen er stadig god, og jeg skulle ikke kravle op af et eller andet hul. Jeg har været 'deroppe' hele tiden,« forklarer han.
Forestillingen om Morten Olsen uden fodbold kan virke lige så fremmed som en bolle uden smør eller en gin uden tonic. I dag er fodbolden da også så småt begyndt at snige sig ind i Olsens tilværelse igen. Han hjælper lidt til med gode råd til sin gamle klub Anderlecht, og der kører igen fodboldkampe på tv'et i det Olsen'ske hjem. Dog ikke med samme frekvens som i landstrænertiden, hvor husets mandlige beboer fortærede 400-500 kampe om året. Nu bruges appetitten i stedet på sysler, som også de fleste andre pensionister kan genkende.
»Der er selvfølgelig nogle timer, som jeg nu har, som jeg ikke havde før. Så jeg gør noget andet. Jeg læser, jeg hører musik - og så har jeg en stor have. Vi tager rundt og ser ting, som vi ikke har haft tid til tidligere. Det har ikke noget med landstrænerjobbet at gøre, og det lyder helt åndssvagt. Men du kender sikkert Amsterdam bedre, end jeg gør, selv om jeg har boet og arbejdet i byen.«
»Når først du kommer ind og er drevet af trænerjobbet, trykker du på en knap - og det er først, når du igen trykker på den, du siger: 'Hvad fanden har jeg egentlig lavet?'. Nu kan vi besøge venner og familie, tage ud til kysten, og nogle gange snakker jeg fodbold med nogle gamle hoveder eller bliver inviteret til en fodbold-kom-sammen,« siger Olsen.«
»Det er frit. Bare dét ikke at have 10 ting i hovedet, som du skal. Vi kan hele tiden finde nye ting, som vi ikke havde tid til før. Jeg har altid kunnet lide at have med dyr at gøre og være i naturen. Nu fokuserer jeg mere på det. Jeg cykler og nyder tilværelsen med den ro, der er i den.«.
Morten Olsen har klistret pensionist-mærkatet på sig selv og lever også livet derefter. Alligevel svæver det indlysende spørgsmål konstant over bordet i den lille slotskælder uden for den belgiske hovedstad: Har Olsen haft sit sidste trænerjob - har vi læst det sidste kapitel i biografien om dansk fodbolds største trænernavn?
»Misforstå mig ikke Jeg kunne da godt tænke mig at være træner 24/7. Men er der kun dét i livet? Det er det, jeg tænker på nu, hvor jeg har prøvet det før. Det er 50 år, jeg har været i fodbolden og fokuseret på den, og jeg har haft et fantastisk liv. Jeg havde 15-16 år med landsholdet, som var pragtfulde. Jeg kan ikke sige andet. Der var opture og nedture, men det var fantastisk. Hvad kan erstatte det? Jeg venter på det, der siger 'wauw', men det findes sikkert slet ikke,« fortæller Olsen.
»Det er ingen hemmelighed, at jeg blandt andet fik muligheden for at komme til Anderlecht på det her tidspunkt sidste år. Jeg snakkede med dem i to-tre måneder, og klubben ligger kun en spytklat fra, hvor jeg bor. Men vi er forskellige alle sammen, og det samme er vores indfaldsvinkel til, hvad vi skal lave.«
»Jeg ved, at skulle jeg begynde igen og være klubtræner i Anderlecht, var det blevet et 24/7-job. Sådan er jeg indrettet. Og så var der igen ikke tid til at tage ud til kysten. Så jeg sagde nej til det. For det vil jeg simpelthen ikke mere,« erklærer han.
»Jeg håber stadig at kunne leve 20 år endnu, men der er også en udløbsdato. Ikke bare fodboldmæssigt, men også når det gælder livet.«
'Man skal aldrig sige aldrig'. Det er mantraet, som Olsen flere gange gentager, når det omhandler fremtiden og muligheden for endnu et job. Men ordet 'aldrig' dækker alligevel over Morten Olsens holdning til for første gang i næsten 20 år at overtage et klubhold. Anderlecht spurgte - og det samme har flere andre store klubber gjort, siden Olsen stoppede i spidsen for det danske landshold.
Alle har de fået samme svar.
»Man må være ærlig og spørge: 'Er det kun dét, jeg gerne vil hele mit liv'? For på et eller andet tidspunkt skal det stoppe. Jeg har været der før. Jeg har været klubtræner og ved, hvordan det er. Jeg har ikke noget til gode. Jeg har gode kolleger, der er hjemme i en uge, inden de tager det næste job. Det har jeg ikke gjort. Og det er jeg glad for,« siger Olsen.
Hvis Olsen skal ud af pensionisttilværelsen og tilbage på arbejdsmarkedet, er det derfor kun endnu et landstrænerjob, der kan få ham til at smide bogen til side og stille cyklen i skuret. Med tanke på, at han og Mireille ikke ønsker at forlade huset og haven i Beersel, synes især - og måske endda kun - ét job at have appel.
Morten Olsen antyder, at jobbet som landstræner for Eden Hazard, Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku kunne være dét, der trak ham tilbage i træningsdragten. Men som han selv påpeger, blev netop det belgiske landstrænerjob i sommer besat af en ung, moderne træner i form af Roberto Martinez.
Jobbet som dansk landstræner kan derfor meget vel vise sig at være det sidste, Morten Olsen varetager i en karriere inden for fodbolden, der har varet næsten et halvt århundrede.
Først som spiller, profil og kaptajn i flere store klubber og på det danske landshold - siden som træner i klubber som Brøndby, 1.FC Köln og Ajax Amsterdam. I 1999 ringede DBU og daværende generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og resten er, som man siger, historie.
Det blev desværre ikke en af den slags historier med en lykkelig slutning, ligesom det heller ikke blev en fortælling uden nedture undervejs.
Olsen hjalp Danmark til fire ud af otte slutrunder, og på vejen blev han udsat for heftig kritik. Den nu forhenværende landstræner var 'stædig', ' firkantet' og 'ikke folkelig nok', og de senere år skreg hovedparten af den fodboldinteresserede danske befolkning på nyt blod på landstrænerposten. Men Olsen blev siddende.
»Folk vil have noget nyt, når det gælder ledere. Bare se på Angela Merkel, der gør det fremragende og er en af de sidste ledere, man kan have respekt for. Grunden til, at jeg blev de senere år, var i allerhøjeste grad, at DBU og især spillerne ønskede det. Samtidig kunne jeg se, at der var nogle nye muligheder og en spændende ungdom, der kom ind. Så jeg levede med kritikken,« fortæller Olsen.
Men hvad med den manglende folkelighed? Så snart Olsen var ude ad døren i november 2015, var det magtpåliggende for DBU, at hans afløser skulle være garant for både folkelighed og popularitet. Olsen var ikke manden, der byggede bro mellem sit hold og befolkningen, der i købet af en årrække blev mere indifferente i forhold til de rød-hvide.
Da han forsvandt, skulle den tendens derfor vendes, men selv med bakspejlet mellem fingrene fortryder Olsen intet.
»Jeg er jo ikke den person, der har opsøgt det at være folkelig. Så skulle jeg have været i Go' morgen- og Go' aften Danmark - eller hvad det nu hedder - hver måned. Det interesserer mig ikke. Jeg var fodboldtræner. Jeg vidste godt, at jeg udadtil skulle repræsentere DBU og landsholdet, men jeg har gjort det ud fra den person, jeg er. Jeg hader folk, som bliver puttet ind i noget, hvor de ikke føler sig som sig selv. Så falder de også i vandet på et tidspunkt,« siger Olsen.
»Jeg har aldrig rigtig forstået det. For hvad er folkelighed? Det er noget flygtigt noget. Du er velsagtens folkelig, hvis du er en vinder. Jeg kan huske, da jeg var træner i Köln. Der havde Leverkusen, som var vores naboer ovre på den anden side af Rhinen, en serbisk træner ved navn Stepanovic (Dragoslav, red.). Da fodbold også blev show på tv, stod han på Sat1 og sang 'My Way'. Jeg kunne ikke se mig selv gøre det, men han gjorde det egentlig skidegodt. Så hvorfor skulle han ikke gøre det? Problematikken kom så, da han begyndte at tabe fodboldkampe. Så sagde folk: 'Tror du ikke, du skulle begynde at bekymre dig om noget andet end at synge?'. Det var flygtig folkelighed,« fortsætter han.
»Det vigtigste er, at du er autentisk. Så må folk vælge, hvilken trænertype og hvilket menneske, de vil have. For et halvt års tid siden mødte jeg et medlem af DBUs bestyrelse til en fodboldkamp. Og det, han sagde, irriterede mig lidt i første omgang. Han kom hen til mig og sagde: 'Nu har vi fået en populær landstræner'. Jeg tænkte: ' Hvem er en populær landtræner?', og inden han nåede at sige mere, sagde jeg: 'Der er kun én populær landstræner - det er ham, der vinder. For taber du, ryger folkeligheden hurtigt igen.'«
»Det vigtigste er, at du ikke bærer maske, men er den person, du nu engang er. På godt og ondt. Så er der nogen, der siger; 'bevar mig vel', mens andre siger; 'hold da op'. Du kan ikke klikke med alle mennesker. Det handler om at være autentisk. Men det både vinder og taber du på.«
Føler du, at du stod i vejen for landsholdets folkelighed og popularitet?
»Det er ikke det, jeg har fokuseret på. Jeg går ud fra, at havde det været et problem for spillerne eller DBU, havde de ikke forlænget kontrakten. Jeg kan sige, at jeg før EM i 2012 havde muligheden for at gå. Jeg havde et tilbud fra en top 3-klub i Bundesligaen, og jeg skulle bare skrive under. Det valgte jeg ikke at gøre, fordi jeg følte, at jeg klikkede med det team, jeg havde omkring mig både fagligt og menneskeligt. Samtidig kunne jeg mærke, at DBU og spillerne troede på mig.«
»Det var mit valg, om jeg ville tage det job i Bundesligaen eller forlænge. Et valg med plusser og minusser. Det er klart, at der efter et stykke tid er folk, der vil fortælle nye historier. Også i medieverdenen. Og det må du acceptere vel vidende, at kritikken kan blive større. Men det har jeg ikke gået op i. Det samme gælder mit eftermæle. Det er mit liv, og jeg har haft det fantastisk,« fastslår Olsen.
Netop Olsens eftermæle har været mål for mange skriverier. 'Livstidsstillingen' som dansk landstræner endte ikke, som Olsen kunne ønske, da en fejlslagen EM-kvalifikation betød en afsked via bagdøren i stedet for et storslået farvel midt i entréen.
Olsen bestemte imidlertid selv, hvornår han ville gå. Han tog selv beslutningen ikke bare én, men to gange. Det gjorde han, selv om han i sine sidste to år i landstrænerjobbet ikke var på hverken kram eller julekort med den nye DBU-ledelse, personificeret af adm. direktør Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller.
Spændingerne lå under overfladen, og da Olsen i marts 2015 tog DBU på sengen ved at offentliggøre sin egen afsked, blev de mere offentlige end nogensinde. Nu fortæller Olsen om sine egne tanker om de to sidste turbulente år under en ny ledelse.
»Forholdet var professionelt. Vi kendte hinanden på godt og ondt. Min kontrakt var ikke blevet forlænget, så det var et forholdsvis nemt valg for mig at sige: ' Nu holder jeg'. Det var måden, de behandlede min assistent (Peter Bonde, red.) i relation til talentudvikling, der fik mig til at sige: 'Her vil jeg ikke være mere'.«
»På det tidspunkt havde jeg haft nogle spekulationer om, hvad jeg selv ville, men jeg var også klar over, at der måske efter så mange år skulle noget nyt til, uanset om vi kvalificerede os til EM eller ej. Men da jeg så måden, de behandlede ham (Bonde, red.) på, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle være der mere. Kort og godt. Der var forskellige syn på forskellige sager, men jeg kunne ikke acceptere den måde, lige præcis dét skete på,« siger Olsen med klar adresse til DBUs fravalg af Bonde, da der for snart to år siden skulle ansættes en ny talentudviklingschef.
Dén skuffelse blev for alvor begyndelsen til enden på Morten Olsens tid som landstræner. Få dage efter varslede han sit stop - otte måneder senere var det hele slut.
Det endte ikke, som det skulle, for Morten Olsen. Men på vejen mod enden var det hele præcis, som det skulle være. Han havde ingen idé om, hvad det ville indebære, da han før årtusindeskiftet takkede ja til et jobtilbud for det hold, han i '70erne og '80erne anførte i kamp. Men det skuffede aldrig.
»I dag siger jeg, at der skal et 'wauw-tilbud' til, hvis jeg skal fortsætte i fodbolden. Det tilbud, jeg fik i 1999, var præcis sådan ét. Og når jeg ser tilbage på, hvordan det endte med at være, var det også sådan, det var. Det var 'wauw'.«
