Andreas Christensen, da han blev skiftet ind i kampen mod Burnley i forrige runde af Premier League
Andreas Christensen, da han blev skiftet ind i kampen mod Burnley i forrige runde af Premier League Foto: Reuters/Tony O'Brien

Skal Andreas Christensen ikke finde en anden klub?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet tit denne sommer, og mit svar skal være, at det næppe er en mulighed. Danskeren har kontrakt med Chelsea tre sæsoner endnu, og den engelske storklub har brug for ham i truppen. Derfor må han blive. Hvilket han ikke skal være så ked af.

Andreas Christensen skal betragte sæsonen 2017/18 som et læreår. I de seneste to sæsoner har den talentfulde midtstopper været fast mand i Borussia Mönchengladbach i den tyske Bundesliga. Gladbach havde lejet Christensen i to år og ville gerne have købt ham, men Chelsea ville ikke sælge. I hvert fald ikke til den pris, Gladbach kunne tilbyde.

Jeg tror ikke, at Andreas Christensen kan klare det store spring og blive stamspiller i Chelsea

Morten Bruun

I stedet er han nu tilbage i det blå London. Tilbage i den klub, som han fik debut for i en liga cup-kamp tilbage i 2014. I samme sæson optrådte han også for første gang i Premier League. Som indskifter den dag, hvor Chelsea fejrede det engelske mesterskab. Den 24. maj 2015.

Andreas Christensen bliver ikke stamspiller i Chelsea. Det er han ikke god nok til. Så længe, Gary Cahill, Cezar Azpilicueta og David Luiz er til rådighed, så spiller de. Den nyindkøbte tyske landsholdsspiller Antonio Rüdiger er også foran i køen.

SOCCER-SUPER/PREVIEW

Så danskeren er femtevalg. Er det håbløst? Nej, det mener jeg ikke, og han kan i øvrigt lige så godt affinde sig med sin skæbne. Så længe Chelsea ikke køber en centerback mere, så får han slet ikke lov til skifte.

Premierekampen i Premier League viste da også, at Andreas Christensen ikke er langt fra spilletid. Victor Moses var ude med karantæne, hvilket betød, at Azpilicueta blev rykket over som wingback. Det gav plads til Antonio Rüdiger fra start i Chelseas tre-mands-forsvar, og da Gary Cahill blev udvist efter et kvarter, kom Christensen ind. Det blev ikke nogen dejlig dag for Chelsea, der tabte 2-3. Men for Christensen var det en påmindelse om, at han slet ikke er så langt væk.

Herunder kan du se 6'erens eksperter diskutere ACs muligheder i Chelsea:

 

Under Antonio Conte er 3-4-2-1 blevet klubbens definerede spillestil, og der er pokker til forskel på at være femtevalg i konkurrencen om tre pladser end om to. I denne sæson er Chelsea også tilbage i Europa, hvilket betyder væsentligt flere kampe til alle.

Hvad er så Andreas Christensens opgave i denne sæson? Det er at lære. At træne godt. At blive stærkere fysisk. For Chelsea er bare en langt større klub end Gladbach. Blandt de ti største i verden. Og det er ikke mange fodboldspillere forundt overhovedet at være en del af førsteholdstruppen på sådan en adresse.

I allerbedste fald gør Andreas Christensen så stærkt et indtryk, at han kan blive i Chelsea. Men det bliver svært. Det mest sandsynlige er, at han skal videre. Han har allerede et godt navn internationalt qua sine sæsoner i Bundesligaen, og kan han supplere sine tyske erfaringer med gode kampe for Chelsea, kan han sagtens blive solgt til en mindre klub i Premier League til næste sommer. Som det var tilfældet med Nathan Aké, der har været igennem en lignende modningsproces og netop er skiftet til Bournemouth for små 200 millioner kroner.

Lige nu vender pilen en smule ned for Andreas Christensen. Han spillede en time i pre-season i en kamp mod Bayern München, og i lørdags spillede han 70 minutter mod Burnley. Begge gange lukkede Chelsea hele tre mål ind. Det var ikke Christensens skyld som sådan, men han var en del af et hullet forsvar og satte sig ikke afgørende igennem.

Med sin ranglede skikkelse og sin forsigtige fremtræden kan han stadig godt ligne en skoledreng, der har fået lov til at spille med de voksne. Og som vil blive viftet væk af store mænd som Romelu Lukaku, Christian Benteke og Olivier Giroud.

Jeg tror ikke, at Andreas Christensen kan klare det store spring og blive stamspiller i Chelsea, men mindre kan også gøre det. Og derfor gælder det for ham om at få så meget ud af de spilleminutter, han får tildelt i denne sæson. Så han er klar til det gode klubskifte i sommeren 2018.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.