England er efterhånden så dårlige, at det nærmest er en ønskemodstander til EM næste år, mener Morten Bruun.

Det danske landshold og resten af dronningeriget skal håbe, at England kommer op af bowlen, når der den 2. december trækkes lod til EM til sommer i Polen og Ukraine.

Morten Bruun, der er tidligere landsholdsspiller og i dag fodboldkommentator på 6'eren, kan ikke se fidusen i det engelske landshold, og med stjerneangriberen Wayne Rooney i karantæne i alle tre gruppekampe, er England nærmest harmløse, mener Bruun.

- England er ikke ret gode. De er gode til at forsvare sig, men det vil være et drømmescenarie for Danmark at møde et engelsk hold, som er uden Wayne Rooney, og der er i mine øjne meget langt fra Rooney til den næstbedste angriber, siger han.

England har dog valgt at anke Wayne Rooneys karantænedom, og der ventes svar fra det europæiske fodboldforbund (Uefa) den 9. december.

Uanset udfaldet af den sag, er England ifølge Morten Bruun en ønskemodstander fra andet seedningslag, hvor også Tyskland, Italien og Rusland er mulige modstandere for Danmark, der er placeret i fjerde og sidste seedningslag.

- Jeg kan slet ikke se, at vi ikke skulle have en chance mod England eller for den sags skyld Italien. Når man umiddelbart ser på andet lag, tænker man måske Rusland som en ønskemodstander.

- Men hvis vi trækker Rusland og skal spille vores kampe i Ukraine, er vi jo næsten på udebane, siger Morten Bruun.

I bund og grund handler det faktisk bare om at undgå Spanien og Tyskland, som er i henholdsvis første og andet lag.

- Hvis vi trækker de to, kan jeg næsten ikke se os gå videre. De er i mine øjne en klasse bedre end de øvrige hold ved EM, og så er der jo det giftige ved, at vi kan komme i pulje med begge lande, siger Morten Bruun.

Morten Bruuns drømmepulje ser således ud: Polen, England, Sverige og Danmark.

Hans skrækpulje: Spanien, Tyskland, Portugal og Danmark.

/ritzau/