Om Ole Gunnar Solskjær bliver i Manchester United, kender de færreste svaret på.

Heller ikke i nordmandens 'anden' klub, Molde, ved de, hvad der kommer til at ske. Andet end at de formentlig kan se frem til en pæn sum, hvis Solskjær bliver i det engelske.

Kontrakten med den norske klub er godt nok ophævet, fordi det ikke er tilladt at have kontrakt to steder, men som det ser ud lige nu er Ole Gunnar Solskjær kun manager i Manchester United indtil juni.

I mellemtiden har Erling Moe overtaget tøjlerne i Molde, og han ved ikke, om Solskjær vender tilbage.

Ole Gunnar Solskjær træner lige nu Manchester United.
Ole Gunnar Solskjær træner lige nu Manchester United. Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

Skulle nordmanden få en permanent kontrakt hos den engelske storklub, får Molde - ifølge Sky News - en kompensation på 80 millioner norske kroner, svarende til 61 millioner danske kroner.

»80 millioner kroner (61 danske, red.)? Det må jeg jo håbe på. Får jeg det beløb, må jeg tænke over, hvad vi skal gøre. Men helt ærligt: jeg kender ikke fakta i sådanne sager,« siger Erling Moe til Dagbladet.

Ole Gunnar Solskjær overtog trænersædet i Manchester United i december, efter Jose Mourinho blev fyret. Her overtog Erling Moe så tøjlerne i den norske klub, og han understreger, at han er glad på Solskjærs vegne over muligheden i Manchester.

Det overraskede dog også mandskabet i Molde, fortæller Moe.

»Den dag det blev officielt, ringede Ole til mig om morgenen. Det gik hurtigt, så han sagde bare 'nu skal du sætte dig ned'. Det gjorde jeg ikke. Jeg faldt. Jeg synes, det var utroligt fedt for Ole,« siger Erling Moe.

Han roser Ole Gunnar Solskjær for det, der er sket med Manchester United, siden han - indtil videre for en stund - byttede Molde ud med den engelske storklub, og Moe har også besøgt Solskjær i det engelske.

»Jeg var på træningsbanen på Carrington og til kamp. Det var sjovt. Det er lidt andre forhold, end hvad vi er vant til. Jeg mødte Paul Pogba og hele molevitten. Det er interessant at se, hvordan de bedste i verden gør det,« siger Erling Moe.

Hvornår han får svar på, om Ole Gunnar Solskjær vender tilbage, ved han ikke. Indtil videre står det kun klart, at han er væk fra det norske tre måneder endnu.

Opdateret... Klokken 10.03 offentliggjorde Manchester United, at Ole Gunnar Solskjær er ny permanent manager i klubben.