Emmanuel Macron, Nasser al-Khelaifi og Kylian Mbappé sad til middag sammen.

Det lyder som starten på en dårlig joke, men ifølge den franske avis Le Parisien er det præcis det scenarie, der udspillede sig tirsdag aften.

Den franske præsident havde efter sigende inviteret Mbappé samt hans arbejdsgiver – Paris Saint-Germains ejer, Nasser al-Khelaifi – ind til middag i sin præsidentbolig i Paris, Élyséepalæet.

Middagsinvitationen kommer i kølvandet på, at flere store medier tidligere i februar meldte, at det endegyldigt er slut mellem Kylian Mbappé og PSG, når franskmandens kontrakt løber ud til sommer.

Kylian Mbappe hilser på præsident Emmanuel Macron, den franske førstedame Lady Brigitte Macron og emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.
Kylian Mbappe hilser på præsident Emmanuel Macron, den franske førstedame Lady Brigitte Macron og emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani. Foto: Yoan Valat/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Noget kunne dog tyde på, at den franske præsident gjorde et sidste forsøg på at holde sin landsholdskaptajn og kommercielle guldmine i Frankrig en sidste gang. Det er nemlig ikke første gang, Emmanuel Macron bliver involveret i transfersagaen.

Selvom middagen ikke alene var til ære for hverken Kylian Mbappé eller PSGs ejer, så skriver avisen, at det ikke er udelukket, at nogle af verdensstjernens holdkammerater også var til stede.

Aftensmadsarrangementet var stablet på benene til ære for Qatars emir Tamim bin Hamad Al-Thani i forbindelse med diskussioner om konflikten mellem Israel og Hamas.

Diskussioner som meget vel blev taget, når tallerkenerne var blevet taget af bordet, og Kylian Mbappé var smuttet hjem for at slå mave inden træning onsdag.

Avisen mener dog at vide, at PSGs præsident efter planen deltog i nogle af møderne mellem statsoverhovederne, men dog ikke dem, som drejede sig om konflikten i Mellemøsten.