Når de danske landsholdsspillere torsdag løber ind på Aalborg Stadion for at spille testkamp mod Senegal er fokus på den første VM-kamp mod Holland.

Når de danske landsholdsspillere torsdag løber ind på Aalborg Stadion for at spille testkamp mod Senegal er fokus på den første VM-kamp mod Holland.

 

Det er med fokus på første VM-gruppekamp mod Holland den 14. juni, at det danske fodboldlandshold torsdag spiller testkamp mod Senegal, selvom den afrikanske modstander ellers ligner VM-modstanderen Cameroun mest.

Den rutinerede midtbanespiller Christian Poulsen ser først og fremmest på Holland-kampen, selvom modstanderen torsdag er afrikansk.

- Vi skal bruge kampen mod Senegal på at spille os tættere sammen med fokus på kampen mod Holland. Jeg mener, vi allerede mod Holland kan lave et godt resultat, siger han.

Landstræner Morten Olsen har mod Senegal først og fremmest en god dansk VM-start og tre point i første VM-kamp mod gruppefavoritten Holland i tankerne.

- Vi valgte Senegal, fordi de har nogle fysiske, men også individuelle kvaliteter, som kan hjælpe os frem mod kampen mod Cameroun, siger Morten Olsen, men tilføjer:

- Så vidt jeg ved, spiller vi også om tre point i den første kamp mod Holland, så lige nu er vores fokus på den første kamp, lyder det.

Kampen mod Senegal fløjtes i gang klokken 20.15 torsdag aften på Aalborg Stadion.

/ritzau/