Den svenske angriber Victor Edvardsen, der spiller for hollandske Go Ahead Eagles, viste sig ikke fra sin mest sympatiske side i torsdagens 0-4-nederlag hjemme mod Stuttgart i Europa League.
I løbet af kampen gjorde han nemlig åbenlyst nar af sin modstander Angelo Stiller, der er født med en deform næse og læbeganespaltning.
Det fik temperamenterne hos Stuttgart-spillerne til at slå gnister.
Og efter kampen rasede den tidligere superstjerne Wesley Sneijder også mod Edvarsens opførsel.
»Han skal gå direkte ind i Stuttgarts omklædningsrum LIGE NU og undskylde. Dette er mobning! Og vi ved alle, hvad mobning kan føre til – vi har set det flere gange. Det er meget seriøst,« lød det fra Sneijder på hollandsk tv.
»Go Ahead Eagles bør tage fat i hans øre og slæbe ham ind i Stuttgarts omklædningsrum! Børn ser denne opførsel. Den fyr er ikke okay oppe i hovedet. Jeg bliver nødt til at stoppe med at tale, for jeg bliver mere og mere vred.«
Victor Edvarsen er efterfølgende blevet lagt for had på de sociale medier, og han har måttet gøre sin Instagram-profil privat.
Efter kampen sagde han om episoden:
»Normalt er sådan noget ikke okay at gøre. Men adrenalinen tog over, og jeg har mange følelser, når jeg spiller. Jeg har ikke undskyldt endnu, og jeg ved ikke, om jeg vil gøre det.«

