Frederik Rønnows arbejdsgiver, Union Berlin, har fundet afløseren for Marie-Louise Eta, der tidligere på sæsonen skrev historie ved at blive den første kvindelige cheftræner for et hold i Tysklands bedste fodboldrække for herrer.

Union Berlin oplyser torsdag på sin hjemmeside, at Mauro Lustrinelli står i spidsen for holdet fremover.

Navnet ringer formentlig ikke en klokke hos de fleste fodboldfans, men han ankommer til Berlin med et stærkt visitkort efter en opsigtsvækkende triumf i hjemlandet.

Schweizeren førte for nylig FC Thun til et sensationelt mesterskab i schweizisk fodbold. Som oprykkerhold fuldendte Thun miraklet tidligere i maj og sikrede sig titlen for første gang i klubbens historie.

Nu skal schweizeren forsøge at løfte Rønnow og resten af holdet videre efter en sæson, der endte med en 11.-plads i Bundesligaen.

Marie-Louise Eta overtager Union Berlins kvindehold. Det har hele tiden været planen.

Eta er selv tidligere professionel spiller. Hun kom til klubben i 2023, hvor hun indledte som assistent for U19-holdet og senere blev det samme i staben omkring Bundesliga-holdet.

Udnævnelsen til cheftræner i april affødte ifølge klubben sexistiske kommentarer, og det var noget, som direktør Horst Heldt bemærkede.

- Jeg synes, det er vanvittigt, at vi skal bruge tid på det i disse tider, sagde Union Berlin-direktøren.

/ritzau/