FC København skal ikke bare op imod Skotlands bedste hold.

Når de danske mestre træder ind på Celtic Park torsdag aften, skal de også op imod deres egen tvivlsomme form samt ikke mindst næsten 60.000 vilde skotter. Og københavnernes form er noget, der er blevet bemærket af i hvert fald medier.

Både danske og skotske. Knap så meget af københavnerne selv, lyder det.

»Vi mærker det ikke så meget. Vi mærker det lidt, men det er mere jer, der tænker over det end os. Vi ved godt, vi er gode, og vi er et godt hold,« siger Mikkel Kaufmann og fortsætter.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi ved godt, at hvis vi spiller, som vi gjorde mod Silkeborg, vil vi vinde i langt de fleste kampe, hvis bare vi får sparket vores chancer ind. Det er mere jer, der er bekymrede end os.«

Han er kommet ind til et FC København-hold, der stadig leder efter topformen og en længere kavalkade af gode kampe. Superligaen er startet med et nederlag i Esbjerg og en uafgjort mod Silkeborg.

En overraskelse for mange.

»Det havde jeg aldrig forventet. Jeg havde ikke skiftet, hvis jeg havde forventet, at vi ikke ville vinde over de to hold. Det havde jeg ikke, men omvendt kan alt ske i fodbold,« siger Mikkel Kaufmann.

Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Den sidste kliché vil han og holdkammeraterne nok også klynge sig til i den iskolde skotske luft i Europa League.

For med 1-1 i den første kamp er Celtic klare favoritter. Men den nye FCK-angriber så alligevel momenter i første kamp, som gør ham forventningsfuld.

»Vi så, at Celtic gik døde i det tempo, de lagde ud med i første halvleg. Derfor kom vi også så godt med.«

»Jeg tror, at hvis vi får kørt dem lidt rundt og gjort dem trætte, så kan vi godt spille sådan i en hel kamp,« siger Mikkel Kaufmann.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han kigger sig lige over skuldrene, da han får spørgsmålet om, hvordan det bliver at træde ind på det atmosfærefyldte stadion torsdag klokken 21.00.

»Det glæder jeg mig til. Det er lidt større end Parken, må man sige. Parken er også stort, så det bliver utroligt fedt,« siger Kaufmann, der ikke helt ved, hvad han skal forvente at mødes af.

»Jeg har ikke set det endnu, men det kan godt være, det bliver en ekstra faktor. Når man kommer derind og spiller, tror jeg ikke, at man mærker det. Så er det bare en fodboldkamp som så mange andre.«

Det vil tiden vise, om det også bliver i det skotske.