Hope Solo er glad for at få spørgsmålet.

»Jeg har villet tale om det, siden jeg stoppede,« siger den amerikanske målmandslegende.

»Jeg skammer mig, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det,« siger hun i et interview med svenske Aftonbladet.

Og nu fortæller Hope Solo så for første gang, hvad der virkelig skete dengang ved OL i Rio i 2016, hvor USA mødte Sverige i kvartfinalen. En tæt kamp var endt i straffesparkskonkurrence, og svenske Lisa Dahlkvist kunne med sit spark sende svenskerne videre med en scoring.

Hope Solo ved OL i Rio.
Hope Solo ved OL i Rio. Foto: UESLEI MARCELINO
Vis mere

Så bad Hope Solo pludselig om en pause. For at få skiftet målmandshandsker, der tilsyneladende var i stykker.

»De fik mig til at gøre det, og det var en del af planen, inden vi kom til straffesparkskonkurrencen,« fortæller den amerikanske målmand i dag:

»Målmandstræneren og hovedtræneren Jill Ellis tog mine handsker og ødelagde dem inden kampen, så hvis jeg havde bruge for en redning, skulle jeg sige, at handskerne var i stykker. Hvis der er noget galt med udrustningen, får man lov til at ordne det.«

Planen var at gøre spilleren, der skulle tage straffesparket, nervøs, for 'jo mere tid hun skal vente, jo mere kan det påvirke nerverne', som Hope Solo forklarer.

Hope Solo undervejs i den famøse straffesparkskonkurrence.
Hope Solo undervejs i den famøse straffesparkskonkurrence. Foto: ANDRESSA ANHOLETE
Vis mere

»Jeg havde det ikke godt med det. Jeg ville ikke gøre det, for jeg var en ret erfaren målmand, og jeg ville stole på mine instinkter. Men vores trænere gjorde mærkelige ting dengang,« siger Hope Solo, der også sender en besked til den svenske skytte, Lisa Dahlkvist.

»Du kan sige til hende, at jeg kunne se på hende, at vi begge vidste, at det var forkert. Jeg skulle have sagt nej og stolet på mine instinkter, og jeg er ked af det, men trænerne tvang mig til at gøre det. Og jeg har skammet mig lige siden,« siger Hope Solo.

Dengang bevarede Lisa Dahlkvist dog nerverne i ro og scorede. Hvilket sendte Sverige i OL-semifinalerne, mens USA altså røg ud.

Det spark blev samtidig afslutningen på Hope Solos karriere på det amerikanske landshold. Hun nåede at spille hele 202 kampe på det amerikanske landshold, vandt OL to gange, blev verdensmester en enkelt gang og er stadig indehaver af en stribe rekorder i international fodbold.

Torsdag mødes USA og Sverige ved den igangværende VM-slutrunde i Frankrig, hvor de står over for hinanden i det indledende gruppespil.