Fodboldagenter er dyre. Rigtigt dyre!

Det har flere klubber i Premier League måttet sande den seneste vinter.

Det engelske fodboldforbund, FA, har offentliggjort en liste, der viser, hvor mange penge klubberne hver især har brugt på gebyrer til agenter og formidlende gebyrer fra 1. oktober sidste år til 1. februar i år.

Den klub, der helt suverænt snupper den dyre førsteplads, er Manchester United. De Røde Djævle har haft spendérbukserne på og brugt 10,02 millioner pund (cirka 95 millioner kroner) på agenter.

Det hører med til historien, at kontraktforhandlinger omkring målmand David de Gea og andre spillere har medvirket til, at klubben har stået for 21,5 procent af det samlede forbrug på agenter for de bedste klubber i Premier League.

Rivalerne fra Liverpool har haft næstflest udgifter til agenter med i alt 6,67 millioner pund (cirka 63 millioner kroner).

Everton er den klub, der har brugt færrest penge på agenter i den pågældende periode. Klubben fra Liverpool har kun betalt gebyrer svarende til 471.000 pund (knap 4,5 millioner kroner).

Se den fulde liste over Premier League-klubbernes million-dyre agenter i denne artikel fra The Guardian.