Milliarder skifter hænder i fodboldvanvid: 'Det er absurd'
»Jeg forstår godt, almindelige mennesker er ved at få kaffen galt i halsen, når de ser det.«

»Jeg forstår godt, almindelige mennesker er ved at få kaffen galt i halsen, når de ser det.«

Tirsdag aften blev der sat en prop i. Efter en fuldstændig vanvittig sommer, som har smadret ethvert rationale.
For der lukkede et historisk transfervindue i den engelske Premier League, hvor pengene sad løsere hos klubberne end hos en deltager i 'Luksusfælden.'
Onsdag aften bliver det Superligaens tur til at smække vinduet i.
»Jeg forstår godt, almindelige mennesker er ved at få kaffen galt i halsen, når de ser det,« siger sportsøkonom hos Deloitte Jesper Jørgensen.
I løbet af Premier League-vinduet er der købt ind for – og hold nu fast – omkring 24 milliarder kroner i sommer. Et uvirkeligt beløb, der flugter nogenlunde med Færøernes bruttonationalprodukt.
Priserne er gået amok, og pengene bliver brændt af i en sådan grad, at det er uhåndgribeligt.

»Der er lidt brugtvognshandel over det, selvom man nok ikke kan sige den slags om mennesker. Men når en klub sælger en spiller for 100 millioner, så får en anden klub penge i kassen, der straks bliver brugt på nye køb,« forklarer Jesper Jørgensen og peger på flere faktorer, som forklarer den hidsige udvikling.
Ifølge ham hersker der også en »slutrundemani« efter VM, men klubberne har ligeledes kniven for struben i forhold til at leve op til lokale, økonomiske licenskrav i de forskellige lande.
»Klubber sælger ud af deres egenudviklede spillere og køber ind for samme beløb i stedet. Når de gør det, kan de fordele udgifterne over den kontraktlænge, den nye spiller får. Det kan være over tre eller fem år, og på den måde lever man op til økonomiske mål nu,« påpeger han.
Der er flere penge i fodbold, end der nogensinde har været før.
De største klubturneringer som klub VM- og Champions League er historisk lukrative, og investorer fra hele verden gør sporten endnu mere global, end den var i forvejen.
Men der er en liga – og så alle de andre.
»Der er ingen tvivl om, at Premier League er løbet fra alle de andre. Den samlede omsætning svarer til Bundesligaens og La Ligas lagt sammen, som er de næststørste økonomisk set,« siger Jesper Jørgensen.
»Små klubber i Premier League er økonomisk stærkere end større klubber i andre lande. Ser man bort fra PSG, Bayern München, Real Madrid og Barcelona, så er der ikke mange klubber, der kan måles med dem.«

I sommer hentede midterholdet Brentford – der endte på en niendeplads i den forgange sæson – spillere for mere end 950 millioner kroner.
Godt 360 af dem blev brugt på midtbanespilleren Mamadou Sangaré og 305 på El Hadji Malick Diouf.
Tottenham, der endte på 17.-pladsen, har spenderet mere end 2,6 milliarder kroner på fire spillere – Sandro Tonali, Mateus Fernandes, Savinho og Jan Paul van Hecke.
»Se også på Crystal Palace og Aston Villa. De vandt en europæisk turnering sidste år, hvilket man aldrig før ville forestille sig. Det er et udtryk for, at mindre Premier Leaue-klubber har fået mere sportslig power,« siger Jesper Jørgensen.
Angriberen Liam Delap rykkede i sommer fra Chelsea til Nottingham Forest. Efter et år i London-klubben, hvor han scorede tre mål, er han blevet solgt knap 120 millioner kroner dyrere end sidste år.
En handel, der eksemplificerer absurditeten meget godt.
»Indimellem mangler der kritisk stillingtagen i de her handler. I nervøsiteten overbyder klubber spillere, fordi de vil bevæge sig op af ranglisten, og konkurrencen er så hård,« siger han uden at ville nævne navne på spillere.
Det er ikke kun i Premier League, at summerne bliver rekordhøje. Eksempelvis har europamestrene fra Paris Saint-Germain, der ellers har været kendt for at sprænge budgettet med indkøb, solgt for mere end 2,61 milliarder kroner.

Men der var kun tale om reservespillere.
»Det er absurd. På den trup står der to gange Champions League-vindere, og så tænker klubberne, at de nok er gode.«
Er den absurde udvikling en sikker vej direkte mod afgrunden?
Nej, lyder svaret fra Jasper Jørgensen.
»Der er ikke noget der tyder på, at det her går baglæns. Siden kommercialiseringen for alvor tog fart i begyndelse af 90erne er det kun gået en vej.«