Tirsdag 11. august modtog Mille Mastrup et brev, der fik tårerne til at trille ned ad kinderne på den 27-årige fodboldfan.

»Det var specielt at læse, og jeg begyndte også at græde. Jeg måtte bede min mor om at læse det færdigt. Jeg kunne ikke selv lige, kunne jeg mærke,« fortæller hun til B.T.

Brevet omhandler en hændelse fra 21. maj i år på Brøndby Stadion - en hændelse, hun aldrig glemmer. 

Her blev FCK-fanen, som har muskelsvind, udsat for chikane af tre Brøndby-fans, hvoraf den ene trak hendes respiratorslange ud, fordi hun havde et FCK-klistermærke siddende på sin kørestol.

Og brevet fra 11. august omhandlede, at politiet nu har rejst tiltale mod manden. Han er ifølge hende tiltalt for at overtræde paragraf 252 om fareforvoldelse.

»På en måde er jeg lettet, men jeg var også overrasket, da jeg åbnede brevet. Der var ikke nogen, der havde forberedt mig på, at vedkommendes navn også stod dér. Det havde jeg ikke fået at vide før,« fortæller hun og siger, at vedkommende blot indtil da var blevet kaldt for 'A'-personen.

Mille Mastrup frygtede for sit liv, da hun var på Brøndby-stadion. Foto: Privat

Hun ved dog endnu ikke, hvornår hun skal møde op i Glostrup Byret.

For hun er ikke i tvivl. Hun vil i retten og se den sigtede i øjnene.

»Jeg gør det også for andres skyld. Det var ikke okay, og det må ikke ske for nogen andre. Man bliver nødt til at statuere et eksempel, at det var over grænsen,« siger hun og forklarer, at der er en god chance for, at sagen kommer hele vejen til Højesteret, fordi den er den første af sin slags i Danmark.

I forbindelse med den traumatiske episode i foråret på Brøndby Stadion lavede B.T. et interview med Mille Mastrup.

Nu er tiltalen det første skridt i en proces, Mille Mastrup frygter vil vare rigtig lang tid.

»Der har været meget uvished hele tiden. Så får man pludselig brevet og tænker, nu er vi så langt. Men jeg synes det er hårdt. Og jeg glæder mig til, at jeg får en dato, hvor jeg ved, at jeg skal møde i retten,« siger hun.

»Jeg vil gerne have det overstået. Hvis sagen skal igennem byret, landsret og Højesteret, så kommer de til at tage meget lang tid. Og jeg vil gerne snart vide, hvad han får af straf. Det er først, når det hele er overstået, at jeg kan lægge det bag mig.«

B.T. Fodbold

I dag kigger vi tilbage på en dramatisk Superliga-runde, hvor især dommerne spillede uheldige roller. Vi taler om verdens mest mutte fodboldspiller. Der er landsholdsudtagelse - og så skal vi vende et topdramatisk Manchester-derby. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Producere: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen