AC Milan rækker ud efter sit første italienske mesterskab siden 2022, og fredag aften kom drømmen lidt tættere på med en smal 1-0-sejr ude over Cagliari.

Det enlige mål blev sat ind af den portugisiske offensivspiller Rafael Leão kort inde i anden halvleg.

Med sejren topper Milan nu Serie A med 38 point efter 17 kampe. Inter er nummer to med to point mindre for en kamp færre.

Opgøret på Sardinien var chancefattigt, og det blev ikke mere underholdende eller seværdigt, efter at Milan kom foran.

Det er en af den slags sejre, som har været et varemærke for Milan, siden klubben hyrede Massimiliano Allegri som cheftræner inden denne sæson.

Leao, der havde spillet en anonym første halvleg, viste sine evner foran målet efter 50 minutter.

Holdkammeraten Adrien Rabiot havde taget et af sine utrættelige løb til baglinjen og sendte bolden fladt på tværs i feltet.

Her formåede samtlige Cagliari-spillere at løbe forbi bolden, så den havnede for fødder af Leao, som lagde den til rette og hamrede den i nettet.

20 minutter senere blev Niclas Füllkrug skiftet ind i stedet for Leao og fik dermed lyndebut for Milan, efter at den tyske angriber tidligere på dagen officielt blev udlejet til milaneserne for resten af sæsonen.

Med nederlaget er Cagliari stadig en del af bundstriden med seks point ned til Hellas Verona, der har spillet to kampe færre.

/ritzau/