Offensivtalentet Mikkel Duelund har skrevet under på en femårig kontrakt med ukrainske Dynamo Kiev.

Herning. FC Midtjylland har brugt transfervinduets sidste dag på at sælge forsvarsprofilen Bubacarr Sanneh, og nu er også Mikkel Duelund fortid i klubben.

Den unge offensivspiller er blevet solgt til den ukrainske storklub Dynamo Kiev, hvor han har fået en femårig kontrakt. Det bekræfter FC Midtjylland på sin hjemmeside.

FCM-sportschef Svend Graversen sender Duelund afsted med rosende ord.

- Mikkel kan ikke roses nok for den rejse, han har taget, siger Graversen til klubbens hjemmeside.

- Han er et unikt talent, og vi er naturligvis stolte af, at vi nu - for tredje gang i år - sender en spiller med en fortid på akademiet videre til en europæisk storklub, siger Svend Graversen.

21-årige Duelund har været med til at vinde DM-guld med FC Midtjylland to gange. I alt er det blevet til 94 superligakampe og 21 mål i FCM-trøjen.

- Det er fantastisk, at han nu i en så ung alder er moden og klar til at tage springet til en kæmpe klub som Dynamo Kiev, siger Graversen.

I den ukrainske hovedstad bliver han blandt andet holdkammerat med den tidligere FC København-spiller Benjamin Verbic.

Klubben deltager i Europa League og er havnet i gruppe K med FC Astana fra Kasakhstan, Rennes fra Frankrig og Jablonec fra Tjekkiet.

Duelund kan se frem til at spille med nummer 99 på ryggen i Ukraine.

/ritzau/