Han stoppede sin karriere i 2015 og startede fra bunden som agent. Men det job har Mikkel Beckmann droppet igen. For han brød sig ikke om branchen.

»Jeg fandt rimelig hurtigt ud af, det ikke var en verden for mig.«

Sådan fortæller den tidligere Superliga-profil i mandagens udgave af 'Offside'.

Det har sikkert noget at gøre med, jeg er for blød og naiv, at jeg ikke er hård nok, og det tager jeg også gerne til mig, hvis det er sådan. Men jeg følte, der var for mange mennesker, hvor jeg spildte min tid.«

Mikkel Beckmann stoppede sin karriere i 2015 og gik ind i agentbranchen. Den har han dog droppet igen.
Mikkel Beckmann stoppede sin karriere i 2015 og gik ind i agentbranchen. Den har han dog droppet igen. Foto: Thomas Freitag
Vis mere

Da han lagde støvlerne på hylden for fem år siden, tænkte han ellers, at agentbranchen var en nem overgang og en god måde at blive i fodbolden på. Men alt var bestemt ikke idyllisk.

»I min verden fik jeg et fuldstændig forvrænget syn på mennesker. Jeg har altid følt, at når jeg snakker med mennesker, får jeg noget godt tilbage. Hver eneste gang i længere tid i agentverdenen følte jeg altid, at det første, de sagde til mig, var løgn. Sådan et syn fik jeg. Fordi der er så mange mennesker og penge involveret,« lyder det fra den 37-årige tidligere fodboldspiller.

»Jeg synes, menneskerne i branchen ændrer sig, når der er mange penge involveret. Der er alt for mange illoyale mennesker. Der var også nogle gode, men jeg synes, der var for mange illoyale mennesker og mennesker, jeg ikke kunne stole på, og det havde jeg det ikke godt med,« fortæller han.

Det var 'en blanding', når det kom til, hvem der egentlig opførte sig værst. Og årsagen var som regel den samme. Penge.

»Spillere blev også illoyale, fordi større firmaer begyndte at ringe og love guld og grønne skove. Så var man pludselig ikke god nok, selv om man havde gjort alt for den spiller. Så lå der flere dollar hos ham den anden, og så smuttede spilleren, ligemeget om man havde et papir, mandat eller hvad det var, så var det nærmest ligegyldigt og ugyldigt til sidst,« forklarer Mikkel Beckmann.

Han startede helt fra bunden af, og det i sig selv var svært. Især når der skulle konkurreres med 'de store', som sagtens kunne gå ind og tromle.

Og selv om han troede, han kunne klare branchen og arbejde sig op, måtte han tro om igen.

På trods af at have været i fodboldbranchen i mange år erkender Mikkel Beckmann, at det var en stor overraskelse for ham at mærke, hvordan agentverdenen var på den anden side.

Mikkel Beckmann i aktion for FC Nordsjælland i Champions League i 2012.
Mikkel Beckmann i aktion for FC Nordsjælland i Champions League i 2012. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

»Nu fik jeg også rimelig mange uppercut i starten med handler rundtomkring i verden, der gik i vasken i sidste sekund, fordi der var papirer, der ikke var i orden. Så jeg startede med at blive bokset i brædderne, og det kan også godt være, det tog pusten fra mig,« forklarer han.

Og så har Mikkel Beckmann et særligt problem med agentbranchen. Spillerne og det, de kan blive udsat for. Han forklarer, hvordan de bare bliver 'en brik' i et spil og ikke altid ved, hvad der foregår.

»Spillere bliver bare plantet, fordi de skal have et job, og agenten skal tjene nogle penge, og det kunne jeg ikke lide,« forklarer han.

Mikkel Beckmann nåede at spille for blandt andre Lyngby, Randers FC, FC Nordsjælland og Elfsborg, inden han i 2015 stoppede karrieren. Han er i dag assistenttræner hos Lyngby Boldklub.