Norske Bodø/Glimt røg tirsdag ud af Champions League, da holdet formøblede en 3-0-føring fra sin hjemmekamp og tabte 0-5 til Sporting i Lissabon.

Dermed er FC Midtjylland eneste tilbageværende skandinaviske deltager i europæisk fodbold. Cheftræner Mike Tullberg tøver dog med at kalde FCM for det bedste hold i Norden.

- Med al respekt for det, Bodø/Glimt har lavet i Champions League, vil jeg sige, at vi har det bedste unge hold i Skandinavien. Bodø er tre-fem år ældre end os i gennemsnit og har et rutineret hold.

- Vi har valgt at gøre det på en anden måde og spiller med det fjerdeyngste hold på tværs af gruppespillene. Det har sine fordele og ulemper, men sådan har vi valgt at gøre det, og derfor siger jeg, at vi er det bedste unge hold, siger Tullberg.

Torsdag spiller FCM med en 1-0-føring som udgangspunkt returkamp mod Nottingham Forest i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

En sejr vil med forsinkelse indfri FCM's målsætning om at være i top-50 på Uefas koefficientrangliste. Det vil også sende FCM forbi FC København på den femårige koefficientrangliste, der tæller fra næste sæson.

Netop FCK, Bodø/Glimt og Rosenborg er hold, der ifølge Tullberg fortjener ros for at have sat Norden på landkortet gennem årene, men han vil ikke svare direkte på, hvem der aktuelt er bedst.

- Hvis jeg skal sidde her en dag og sige, at vi er bedst i Norden, så kræver det lidt flere resultater, synes jeg, siger Tullberg på sit pressemøde før kampen mod Nottingham.

Han så en del af Bodø/Glimts 0-5-nederlag og ærgrede sig over den norske nedtur.

- Jeg tror generelt, det er godt for skandinavisk fodbold og får sat os alle sammen på landkortet, når skandinaviske hold præsterer godt i Europa.

- Det er egentlig bare at lette på hatten og være glade, når de skandinaviske hold præsterer, for det giver os alle nogle fordele. Når vi skal ud og hente en spiller, så hjælper det, hvis han kan se, at skandinaviske hold kan præstere og nå langt, siger FCM-træneren.

Uanset resultatet mod Nottingham har FCM målt på koefficientpoint præsteret den bedste danske sæson i Europa nogensinde.

I kraft af sine mange sejre og tredjeplads i ligaspillet har FCM også hentet flere koefficientpoint, end Bodø/Glimt har i Champions League.

/ritzau/