Lyt til artiklen

Så er den gal igen i Qatar, hvor det danske landshold og 31 andre nationer samles for at spille VM om få måneder.

Oliestaten har været heftigt kritiseret for de forhold, som landet har budt de migrantarbejdere, der over de seneste mange år har været i Qatar for at hjælpe med til at forberede VM-slutrunden.

Og nu viser endnu en sag om dårlige arbejdsvilkår i oliestaten sig.

Mindst 60 migrantarbejdere skulle ifølge det velansete medie The Athletic nemlig være blevet arresteret - og nogle udvist af landet - da de protesterede over ikke at have fået udbetalt løn i op til syv måneder.

Foto: MOHAMMED DABBOUS
Vis mere

Protesten skulle have fundet sted den 14. august foran det store konglomerat Al Bandary International Groups kontorer, ligesom andre demonstranter skulle have blokeret et vejkryds.

Overfor mediet bekræfter myndighederne i Qatar, at flere af de demonstrerende arbejdere blev anholdt. Det skyldes, at de brød landets love omkring offentlig sikkerhed - uden de dog går i detaljer med de enkelte sager.

Men til gengæld kan arbejderne efter alt at dømme se frem til at få deres løn.

Myndighederne hævder således, at alle forsinkede lønudbetalinger vil blive betalt af en fond under det qatariske beskæftigelsesministerium, ligesom det bekræftes, at Al Bandary International Group allerede inden denne episode var i søgelyset for ikke at udbetale løn til tiden.

Sagen om de anholdte demonstranter kommer efter en tid, hvor organisationer som Amnesty og Human Rights Watch har udtrykt bekymring om skærpet lovgivning i Qatar over de seneste år.

I juni afslørede mediet, at demonstranter under VM i november og december kan risikere op til fem års fængsel, hvis de skaber røre i offentligheden, som det hedder i Qatars straffelov - og derfor hersker der altså tvivl om fansenes ytringsfrihed ved slutrunden.

Fans skal i forvejen allerede forholde sig til stramme regler og love i Qatar.

Blandt andet har Udenrigsministeriet i sin midlertidige rejsevejledning til danske fans understreget, at der kan være meget hårde straffe, hvis man bryder reglerne omkring homoseksualitet, alkoholindtag på gaden og kærtegn i offentlige rum.