FC Midtjylland skal torsdag forsøge at gentage en utrolig bedrift.

Her står pokalvinderne fra Danmark igen over for storholdet Lazio i Europa League, og sidst gik det nemlig over al forventning, da de italienske stjerner blev sendt hjem fra Herning med et chokerende nederlag på hele 1-5.

På Lazios mandskab er der to spanske profiler i verdenskendte Pedro samt Patric, mens FC Midtjylland er ledet af landsmanden Albert Capellas, der fortæller, at resultatet for en måned siden fik spanierne til at spærre øjnene op.

»Det gav stor genlyd i Spanien, for Pedro spiller i Lazio, og Patric er også en spansk spiller, så journalisterne i Spanien følger Lazio, og der blev selvfølgelig snakket meget om kampen. Personligt siger jeg altid, at man skal nyde den slags resultater i nogle få timer, og så skal vi fokusere på næste kamp,« siger Albert Capellas og tilføjer:

»Vi skal holde benene på jorden, være rolige og gå efter næste sejr, men man får selvfølgelig mere opmærksomhed efter sådan en kamp,« forklarer han.

Capellas og profilen Pedro, der har vundet et hav af pokaler med Barcelona, har en fortid i den spanske storklub, da FCM-træneren var ansat samme sted på akademiet.

»Jeg trænede ham selvfølgelig, da han var på ungdomsholdet i Barcelona. Han er en fantastisk spiller og person og gjorde det fantastisk på førsteholdet under Guardiola,« lyder det fra Capellas, der fortsætter med de rosende ord:

»Der var et tidspunkt, hvor han var en af de bedste i verden. Han vandt mange store trofæer og forstod præcis, hvad Guardiola ville have fra ham. Vi var meget glade for, at en spiller fra egne rækker kunne nå så langt med førsteholdet.«

Alligevel er der dog ikke noget særligt bånd mellem Capellas og Pedro, pointerer træneren, der ikke har haft dialog med offensivspilleren i flere år.

»Vi mødtes før kampen mod Lazio, og efter kampen sagde vi farvel til hinanden. Han er en meget flink person. Men jeg er ikke den slags træner, der er gode venner med spillerne på den måde. Vi kender hinanden og har et godt forhold, men jeg ringer ikke hele tiden og spørger, hvordan spillerne har det, så i mange år havde vi ikke kontakt,« understreger Capellas.

Hvis samtalen under katakomberne på MCH Arena har været kort, forstår man det nu godt.

Det store nederlag er for italienerne uvant, og FC Midtjylland gør meget ud af at understrege, at kampen torsdag har sit eget liv.

»Den første kamp viste, at alt er muligt. Lazio er et stort hold, og vi fik et godt resultat. Vi gjorde det fantastisk, men det bliver en helt anden kamp i morgen,« siger Evander og uddyber:

»Alt kan ske, fordi det er en helt ny kamp, de er under pres og har haft det lidt hårdt. Det bliver svært i morgen. Men jeg tror på, at vi har en god chance.«

Samme toner lyder fra Capellas.

»Fortid er fortid. Sidste kamp var under andre omstændigheder på et andet tidspunkt, et andet stadion og i et andet land. Der kommer også til at være spillere, der ikke var med i den kamp, som vil spille i denne, så det bliver anderledes. Men vi kigger jo altid på vores kampe og analyserer på, hvad vi har gjort, og hvad vi kan gøre,« siger han og tilføjer:

»Når man ser på 5-1, tænker man, at det var en nem kamp, men det var det ikke. Overhovedet ikke. Jeg husker, at det i de første 15 minutter ikke var nemt, og vi skulle forsvare meget, men vi scorede et par rigtig gode mål, hvorefter de havde en stor chance til at score til 2-1, men det gjorde det ikke, og det er nogle gange det, der sker – at kampene afgøres af de små ting. Det er meget svært at vinde 5-1 over Lazio.«

Det tror vi nok, men det kunne lade sig gøre en gang, så hvorfor ikke igen? I så fald vil det nok ikke kun være Spanien, der vender blikket mod det danske hold.