En fan faldt ned fra en af de øverste dele af tribunerne på Stamford Bridge onsdag aften.

Udeholdets fan var ellevilde, da Leeds bragte sig foran i FA Cup-kampen mod Chelsea, men det medførte også en tragisk hændelse, da en Leeds-fan faldt ned fra tribunen i den for forbindelse.

Det skriver flere engelske medier, heriblandt The Telegraph og Daily Mail.

Politi og redningsmandskab hastede hen til fanen, som man også kan se på billedet herunder. Fanen blev ifølge medierne båret væk på en båre iført nakkestøtte.

Foto: Andrew Couldridge/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Leeds udsendte under kampen en kort meddelelse på klubbens hjemmeside, hvor de beskrev hændelsen:

»Leeds United kan bekræfte, at der er sket en hændelse, der involverer en Leeds United-fan, som fandt sted ved Shed End på Stamford Bridge under første halvleg af aftenens FA Cup-kamp.«

Klubben skriver videre, at hændelsen nu vil blive efterforsket, og at sagen er overgået til myndighederne.

»Vi vil ikke komme med yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt,« skriver klubben.

Chelsea endte med at avancere til FA Cup-kvartfinalen, da de besejrede Leeds med 3-2.