Tottenhams brandvarme danske midtbanekreatør, Christian Eriksen, som i flere sæsoner har været rygtet til FC Barcelona, befinder sig i disse dage i den fodboldgale spanske by.

Men ro på… Der er ikke IKKE tale om et visit hos fodboldgigant FC Barcelona for at se på forholdene, inden han skriver under på en kontrakt.

Nej, Eriksen er i denne uge i den catalanske hovedstad sammen med resten af Spurs-truppen på et lille træningsophold forud for søndagens opgør mod Southampton.

Se stort indslag om Eriksens vilde udvikling i videoen over artiklen

»Det er et fantastisk afbræk efter en travl juleperiode. At ændre rutinerne er vigtigt,« siger Tottenham-træner Mauricio Pochettino til Tottenhams hjemmeside:

»Barcelona er så tæt på London og med det vejr, der er hernede, hvor man kan føle varmen, løfter det det hele og hjælper med til, at vi lige kan trække vejret igen. Det er godt for stemningen,« siger Pochettino, som i en sjælden uge uden midtugekamp kan se frem mod et travlt forår med Champions League og afslutningen på Premier League, hvor Spurs er med i topstriden.

Christian Eriksen virker da også I strålende humør i sydens sol i en video, som klubben har lagt ud på de sociale medier fra den solbeskinnede træningslejr fra Barcelona.

Her tager danskeren Tottenhams fans med ind ’bag scenen’ til en træningsseance:

»Hej alle. Det er Christian. Dag to i Barcelona. Jeg vil vise jer lidt af, hvad der foregår bag scenen. Som I kan se: Solen er ude! Det samme er de store drenge,« siger Eriksen, som følges med Dele Alli ud til træningsbanerne, som klubben har lånt.

Herefter følger en række klip fra træningen. Blandt andet kan man et minut inde i videoen se Eriksen lave noget, der til forveksling ligner en af Michael Laudrups signatur-finter på en fodboldbane: Kig-væk-finten.

Efter en veloverstået træning driller Christian Eriksen holdkammeraten Eric Lamela, som fik bolden i ansigtet. Det kan den lune fynbo godt lide.

Herefter sender han en afslutningssalut afsted til de fans, der har kigget med:

»Hej venner, det var slut på træningen på dag to. Godt svedig, smukt vejr, lidt køligt, men jeg har da smidt min T-shirt. Jeg gav den til en heldig fan. Det har været en god dag,« siger Eriksen.

I den forgangne uge er det kommet frem i flere engelske medier, at Tottenham ønsker at forlænge den nuværende aftale, som klubben har med den 25-årige danske landsholdsstjerne, for at holde potentielle bejlere væk.

Se Eriksen score i Tottenhams 4-0-sejr over Everton i weekenden herunder:

 
Harry Kane slog igen rekorder, da Totteham hjemme vandt 4-0 mod Everton, hvor også danske Christian Eriksen kom på tavlen
Vis mere

Ifølge Eriksen er forhandlingerne i gang.

Ud over FC Barcelona er også Juventus dukket op på rygtebørsen som interesserede i at tilknytte danskeren, som menes at have et prisskilt på den gode side af 500 millioner kroner.

Siden Eriksen skiftede fra Ajax Amsterdam i sommeren 2013 har han spillet 207 kampe i den hvide trøje og scoret 49 mål.

I denne sæson er det blevet til seks mål og seks assists i Premier League, mens han i Champions League blandt andet har været med til at sænke Real Madrid på Wembley med en scoring.