Midt i en hård tid kan Christian Eriksen glæde sig over én ting.

Han er en del af The Guardians årlige liste over verdens bedste mandlige fodboldspillere.

Eriksens flotte forår med Tottenham har været nok til at give danskeren en plads på listen for 2019, for siden starten på den nuværende sæson har det været svært for danskeren.

Fynboen kommer ind på en 41.-plads foran profiler som blandt andre Paulo Dybala (42), Luka Modric (45), Paul Pogba (55) og Edinson Cavani (56).

Han skal forbedre sig, hvis han vil befinde sig lige så højt på listen til næste sæson.

'Det har været et år af to halvdele for Christian Eriksen. I slutningen af sidste sæson funklede han for Mauricio Pochettinos hold, der nåede helt til Champions League-finalen, og scorede det andet mål (efter at have lavet assist på det første) på Spurs' nye stadion,' skriver The Guardian.

'Det lignede et sommerskifte for den formstærke Eriksen. Men han endte i stedet fanget i Tottenham (og den anden vej rundt), og hans funklen har kun vist sig i mindre gnister. Han hjalp med at styre Danmark gennem en akavet lodtrækning til EM i 2020 (hvor han på mystisk vis blev topscorer i gruppen).'

Placeringen er fem placeringer dårligere end i 2018, hvilket formentlig skyldes Tottenhams sløje start på sæsonen med store problemer i Premier League.

Det resulterede i fyringen af den daværende træner Mauricio Pochettino.

Christian Eriksen.
Christian Eriksen. ANDREW YATES

Siden da er holdet kommet på ret kurs igen efter ansættelsen af den tredobbelte Premier League-vinder José Mourinho som erstatning for Pochettino.

Det er gået bedre for Tottenham FC, men det har ikke just gjort Eriksens situation bedre.

Han har siddet på bænken i stort set alle klubbens kampe siden Mourinhos tilngang, bortset fra én: en ubetydelig Champions League-kamp mod Bayern München.

'Han skal forbedre sig, hvis han vil befinde sig lige så højt på listen til næste sæson,' slutter The Guardian.

Christian Eriksen under den eneste kamp, som han er startet inde for Tottenham, siden José Mourinho har overtaget: mod Bayern München.
Christian Eriksen under den eneste kamp, som han er startet inde for Tottenham, siden José Mourinho har overtaget: mod Bayern München. CHRISTOF STACHE

Tidligere på året har Christian Eriksen afvist flere tilbud fra Tottenham om at forlænge kontrakten, og i sommer udtalte han også, at han gerne ville prøve noget nyt.

Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber den 30 juni 2020.

Det betyder, at han allerede fra januar frit kan skrive under med en anden klub, som ikke skal betale nogen transfersum for ham.

I det tilfælde skal han skal dog først færdiggøre sæsonen med Tottenham.