Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

For kun fire sæsoner siden kastede FC Barcelona om sig med pesetas, da man købte spillere som Ousmane Dembélé, Philippe Coutinho og Paulinho ind for knap 2,5 milliarder kroner.

Men man skal ikke engang spole tiden fem år frem, før mastodontklubben ligger i enormt økonomisk kaos med to danskere i hovedrollen.

For lige nu befinder danske Andreas Christensen sig i en venteposition, som han har gjort i månedsvis. Underskriften med Barcelona ligner en petitesse, men klubbens udgifter er lige nu for store til, at man kan registrere nye navne i spillertruppen.

Derfor skal flere sendes ud af butikken for at kunne hente 'AC' og den eftertragtede Robert Lewandowski. En af de uønskede spillere har også dansk pas: Martin Braithwaite.

Hvis Andreas Christensen skal til FC Barcelona, skal der ske noget i storklubben.
Hvis Andreas Christensen skal til FC Barcelona, skal der ske noget i storklubben. Foto: Marcio Machado
Vis mere

»Klubben har kæmpe gæld, og der skal arbejdes på at løse det,« fortæller Jordi Delgado, som er journalist på den Barcelona-baserede sportsavis Sport.

»En klub som Barcelona har mange forskellige indtægtskilder, hvorfra man kan tjene penge for at vende situationen om, og det tror jeg nok også, den skal blive. Men lige nu skal der gøres meget mere end på andre hold, fordi den samlede gæld er meget større end andre steder.«

Fredag annoncerede Chelsea langt om længe, at Andreas Christensen er fortid i klubben.

Den elegante forsvarsklippe har ikke ønsket at forlænge sin kontrakt, og allerede i fjor så det så godt som sikkert ud, at 'AC' skulle en tur til Gaudis højborg i Catalonien.

Men nu siger datoen fredag 10. juni 2022, og vi venter stadig på en afklaring.

»For at kunne registrere ham bliver klubben nødt til at sælge nogle forsvarsspillere først. Kommer man af med navne som Umtiti og Lenglet, så kan han blive registreret,« siger Jordi Delgado.

»Klubben og han er enige, og han kommer med sikkerhed til klubben, hvis Barcelona kan få andre spillere ud. Kan de ikke det, så kan de jo ikke tage imod nye spillere, og så kommer Andreas ikke.«

Ifølge journalisten er det den »virkelig dårlige håndtering fra den tidligere ledelse og så pandemien, som har forværret situationen«.

Men hvad er op og ned, og hvad er reglerne egentlig, der gør, at Barcelona er i så stor knibe? Det prøver Jordi Delgado at sætte ord på her.

»For at tegne det kort op, så må en klub bruge en vis procentdel af sine indtægter fra den forgangne sæson i lønninger. Lige nu overstiger Barcelonas lønninger den procentdel, som de må bruge i forhold til indtægter i den forgangne sæson,« forklarer han.

»En del af det manglende beløb kan også hentes på spillersalg. På den ene side skal klubben have mere luft i lønningerne, så de kan få nye spillere ind. Hvis man for eksempel kommer af med en spiller, der tjener 10 millioner euro, kan man få en ind, der får det samme i løn.«

Lige nu ligger FC Barcelonas gæld på omtrent 500 millioner euro – svarende til 3,7 milliarder kroner. Ud over det er tallene ikke tilgængelige, påpeger Jordi Delgado.

Martin Braithwaite vil gerne blive i FC Barcelona, selvom han har spillet under en halv time for klubben i 2022.
Martin Braithwaite vil gerne blive i FC Barcelona, selvom han har spillet under en halv time for klubben i 2022. Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Den anden danske hovedperson er Martin Braithwaite.

Stjernen har været i den catalanske hovedstad siden 2019 og har ingen planer om at forlade klubben, på trods af sølle 22 minutters fodbold siden januar, hvor han kom tilbage fra en skade.

Hans situation er den fuldstændig modsatte.

»Det er en prioritet at komme af med Braithwaite denne sommer, han er på transferlisten. Men vi ved, at han ikke vil afsted,« siger Jordi Delgado.

Faktisk overvejer klubben at gå drastisk til værks med Braithwaite, så han ikke spærrer for nogle af de stjerner, klubben og fans ønsker at få ind.

»Klubben vil gerne hente Raphinha fra Leeds og Lewandowski i Bayern. Lewandowski spiller på hans position i angrebet, og lige nu prøver Barca at få en aftale med Bayern og ham,« fortæller Delgado.

»I tilfælde af at man laver en aftale med dem, og Braithwaite stadig ikke vil væk, så kigger Barcelona lige nu på, hvordan man kan ophæve hans kontrakt.«

Han understreger, at et salg af Frenkie de Jong – en dyr herre – også vil kunne bane vejen for, at nye spillere kan komme til klubben.

Om det lykkes at få nye rekrutter ind, vil tiden vise.

Allerede sidste sommer måtte man skille sig af med Lionel Messi og nøle med at indregistrere spillere som Sergio Agüero, Memphis Depay og Eric García grundet pengeproblemer.

I år ser det dog ud til, at man alligevel godt kan glæde sig til udsigten om at få 'AC' på holdet.

»Han er en typisk Barca-profil, der er god med bolden. Han er rolig, og det har Barcelona ledt efter til forsvaret de seneste år. Der er høje forventninger, og nu skal der bare sælges for at forny truppen. Her bliver han en af de bærende kræfter i det nye Barcelona,« mener Jordi Delgado.