Mystikken bredte sig med lynets hast.

Og mange kunne slet ikke tro deres egne øjne.

For mens rygterne om en ny stjerne til FCK tog kraftigt til, lagde manden pludselig en video op selv, der blev delt her, der og alle vegne.

Der er tale om sydafrikanske Thapelo Maseko, som er rygtet til den danske storklub – uden at noget er bekræftet.

Midt under FC Københavns torsdagskamp mod Debrecen smed sydafrikaneren nemlig en video op af en af holdets scoringer på sin story på Instagram.

Og det fik sociale medier til at gløde af flere grunde. Du kan se det mystiske billede herunder.

B.T. har taget et screenshot af Masekos story her. Screenshot/Instagram @thapelo_maseko40

Den første og mest åbenlyse er selvfølgelig, at stjernen ud af det blå deler et klip af sit måske kommende hold og hælder benzin på rygtebålet.

Han har endda tilføjet en 'destinations-pin' til videoen, der tyder på, at det er hans næste karrierestop.

Men det andet er – hvordan hulen fik han adgang til kampen??

Undervejs blev FCK haglet ned, fordi der var gigantiske problemer med visningen af opgøret, som klubben selv havde rettigheder til på FCK TV.

Noget, der gjorde mange brugere rasende og efterfølgende har fået FCK til at beklage.

Flere havde ikke lyd på til kampen, mens andre ikke kunne logge ind eller sågar blev sparket ud undervejs, så de ikke kunne tilgå kampen igen.

FC København spillede flot i Ungarn og vandt overbevisende 3-0.

Returkampen kan efter planen ses på … FCK TV. Hvis teknikken tillader det – og måske med en ny spiller i truppen, hvis Thapelo Maseko skriver under inden da.

B.T. Fodbold

Melvin Kakooza er panelist og bringer sin ekspertise som klubejer og fodboldentusiast i spil. Vi taler om Superligaen og ringer til AGFs akademichef, Marc Søballe. Sidst, men ikke mindst, svarer panelet på kanongode lytterspørgsmål. Lyt med! Værter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Medvært: Melvin Kakooza, medejer af FC Fredericia og fodboldfan Gæst: Marc Søballe, akademichef i AGF Producere: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.