Hvis FC Midtjylland lørdag spejder intenst over Nordsøen, er det med god grund.

Flasker Premier League-resultaterne sig, ryger der nemlig 22,3 millioner kroner ind på midtjydernes efterhånden bugnende bankkonto.

Grunden er såre simpel. Da midtjyderne på den sidste aften i vinterens transfervindue solgte den norske angriber Alexander Sørloth, fik midtjyderne ikke bare 75 millioner kroner udbetalt på én gang. Øjeblikkets Superliga-toer fik også flere bonusordninger som en del af den opsigtsvækkende rekordhandel.

Den største bonusordning handler om Crystal Palaces forbliven i Premier League. Og netop livet i Premier League er præcis, hvad London-klubben kan sikre lørdag eftermiddag.

Slår Crystal Palace, der i skrivende stund indtager Premier Leagues 14. plads, Kasper Schmeichels Leicester,  er klubben så godt som sikker på endnu en sæson i verdens mest indbringende fodboldliga. Bliver det oven i købet til nederlag til Stoke og Southampton er det kun matematikken, der kan vriste de 3 millioner euro (22,3 millioner kroner, red.) ud af ulvenes poter.

»Det er ingen hemmelighed, at vi holder et vågent øje med Crystal Palace. Og de ligger godt til. For os har det stor betydning, om de redder sig, for det er passive penge, der i givet fald kommer ind,« siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, til BT.

Med passive penge mener sportschefen midler, som klubben ikke budgetterer med, men heller ikke intet ’gør for’. Arbejdet blev gjort i januar, hvor Sørloth blev solgt. Nu kan midtjyderne læne sig tilbage og se millionerne strømme ind. For 22,3 millioner er ingen lille sum. Til sammenligning er FC Midtjyllands dyreste køb nogensinde fortsat købet af Jonas Borring for ti år siden for 20 millioner kroner.

FC Midtjylland scorede 75 millioner kroner 'up front' ved salget af Alexander Sørloth. Hvis Crystal Palace overlever i Premier League rammer handelen næsten 100 millioner, og gentager de kunststykket næste år, har endnu flere millioner kurs mod det midtjyske. Kommer alle bonusser til udbetaling, kan handlen ende med en samlet værdi på 141 millioner kroner - den med afstand største transfer i Superligaens historie.