Hans-Dieter Flick førte onsdag Bayern München til CL-sejr, efter at Niko Kovac søndag blev fyret som træner.

- Det har ikke været let.

Sådan siger Bayern Münchens midlertidige træner, Hans-Dieter Flick, der onsdag aften fik en godkendt debut i sin nye rolle, da holdet på hjemmebane vandt 2-0 over Olympiakos i Champions League.

Med sejren sikrede den tyske storklub, der søndag fyrede Niko Kovac som cheftræner, avancement til ottendedelsfinalerne i turneringen.

- Jeg er meget glad for præstationen. Vi er i ottendedelsfinalen, og det er det, der tæller.

- Situationen har ikke været let, men vi implementerede det, vi har arbejdet med i træningen, siger Flick ifølge nyhedsbureauet AFP.

Niko Kovac blev søndag fyret oven på lørdagens 1-5-nederlag ude til Eintracht Frankfurt. Kroaten nåede at sidde i jobbet i 16 måneder.

Bayern München-præsident Uli Hoeness sagde tirsdag, at klubben vil finde en ny cheftræner inden for tre uger og altså inden holdet skal spille ude mod Fortuna Düsseldorf i den tyske Bundesliga 23. november.

Indtil da er assistenten Flick ansat som midlertidig træner og skal foruden onsdagens Champions League kamp også lede truppen i lørdagens bundesligakamp mod Borussia Dortmund.

- Min opgave er de her to kampe. Jeg er glad for, at holdet viste dets kvaliteter, men selvfølgelig er der rum til forbedring.

- Vi ser frem til at spille mod Dortmund på lørdag. Det hele handler om at restituere og forberede os til den kamp nu, siger 54-årige Flick, der var assistenttræner for det tyske landshold, da det i 2014 vandt VM.

Efter lørdagens lussing i Frankfurt er målmand Manuel Neuer også glad for holdets præstation i onsdagens Champions League-kamp.

- Jeg er glad for, at vi holdt målet rent. Sejren er det vigtigste, men den selvtillid, vi viste i vores defensive arbejde, er også vigtig, siger tyskeren ifølge AFP.

/ritzau/