Arbejdet med at forhandle dyre vine bærer virkelig frugt nu for Michael Laudrups selskab, Michael Laudrup Holding.

For aldrig før har den danske fodboldlegende haft så stor succes med sit selskab, som det er tilfældet nu.

Det netop offentliggjorte regnskab viser således et resultat på 2,5 millioner kroner. Det er en væsentlig forbedring i forhold til året før, hvor resultatet lød på godt 800.000 kroner. Faktisk er der tale om et rekordresultat for Michael Laudrup, viser en gennemgang af selskabets regnskaber.

Michael Laudrups selskab har netop præsenteret sit hidtil bedste regnskab. Arkivfoto Vis mere

Det er da også en tilfreds direktør for selskabet, der dels markedsfører brandet ‘Michael Laudrup,’ dels er medejer af Laudrup Vinimport, der har skrevet under på regnskabet.

‘Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende,’ står der nøgternt i klassisk årsrapport-jargon.

Godt 1,3 millioner kroner af det positive resultat kommer fra Laudrup Vinimport. I regnskabet for dette selskab fremgår det med al tydelighed, at medejer og direktør, Per Kristensen Buhl, fryder sig over et godt og indbringende år.

‘Det seneste regnskabsår har fortsat den tilfredsstillende trend fra de senere år, hvor Laudrup Vin & Gastronomi har opnået et overskud på kr. 1.327 mio., hvilket er en forbedring på godt 40 procent i forhold til året før.’

Opskriften på succesen fremgår af regnskabet.

‘Bruttoomsætningen er på niveau med året før, og med øgede investeringer og fokusering på reduktion af omkostningerne, fik vi igen et solidt bundlinjeresultat - det bedste resultat i vores 25 år.’

‘Vi har fortsat trimmet og tilpasset sortimentet, med fokus på øget salg af ’fastrunners’ og eliminering af ’slowmovers’, men også øget sortimentet, så vi i dag har import og salg af godt 1.500 forskellige vine og gastronomiprodukter fra hele verden,’ står der videre

‘Vi har stadig stor fokus på vores topbrands såsom Muga, Artadi, Belondrade, Pedrosa (…)  mfl.’

Michael Laudrup Holding blev stiftet i 1993 og fremlagde første regnskab året efter.