Swansea skal forsøge at slå Everton i næste runde af den engelske FA Cup, mens Arsenal og Nicklas Bendtner skal i ilden mod Liverpool.

De engelske pokalturneringer kan være en genvej til succes og europæiske turneringer. Det fandt Michael Laudrup og Swansea ud af på den sjove måde, da man sidste år sejrede i Carling Cup, der er "lillebror" overfor den tungere og mere traditionsrige FA Cup.

Swansea lever stadig i FA Cup-regi, efter at man i weekenden hentede en kneben 2-1-sejr ude over Birmingham. Men samtidig er det walisiske mandskab presset efter en periode med pauvre resultater i Premier League, og det er eksistensen i den bedste engelske række, som har førsteprioritet.

- Det vigtigste for os er Premier League, men jeg vil forsøge at stille stærkeste hold til pokalkampene, lød det fra Michael Laudrup inden opgøret mod Birmingham fra næstbedste række.

Et stærkt hold skal der da også til, hvis Laudrup og kompagni skal slå sig forbi 1/16-finalerne. Forude venter nemlig et møde med Everton på Goodison Park, og Liverpool-klubben har blot tabt en enkelt hjemmekamp i denne sæson, så soliditeten er til at tage og føle på.

Nemt bliver det heller ikke for Arsenal og Nicklas Bendtner, som efter en udklasning af Coventry fredag aften, hvor danskeren for en sjælden gang skyld optrådte i startelleveren, vandt så sikkert som 4-0. Gunners skal i næste runde møde Liverpool hjemme på Emirates, mens den store knaldkamp på papiret er mødet mellem Manchester City og Chelsea.

FA Cup 1/16-finalerne:

Manchester City-Chelsea

Sheffield United/Fulham-Nottingham Forest/Preston North End

Arsenal-Liverpool

Brighton & Hove Albion-Hull City

Cardiff City-Wigan Athletic

Sheffield Wednesday-Charlton Athletic

Sunderland-Southampton

Everton v Swansea City