Der var underholdning for alle pengene tirsdag, da Villarreal næsten tog fusen på almægtige Liverpool i Champions League-semifinalen.

Og de mange højdepunkter i kampen fik Michael Laudrup til at sende en kæk kommentar af sted mod TV3-værten Peter Grønborg, da fokus i Champions League-studiet på kanalen skulle skiftes til onsdagens opgør mellem Real Madrid og Manchester City.

Her præsenterede Peter Grønborg en avisforside fra mediet AS for Michael Laudrup og Preben Elkjær, der var i tv-studiet.

»De skriver sjovt nok, at ham her Ancelotti har en plan. Den går ud på, at man skal score først. Det er selvfølgelig en god plan, og så skal man holde stadion til ilden.«

»Man skal holde stadion i kog. Man skal tilføje aggressivitet på midtbanen med Casemiro. Og så skal man holde Rodri og De Bruyne ude af kampen, så har man vundet og er i finalen. Det er en god plan, ikke?« siger Peter Grønborg til Laudrup.

»Der er ikke et spørgsmål i det der, vel …? Det er utroligt, hvor meget du har været inde at læse, mens vi har set kamp,« siger Michael Laudrup.

Om Michael Laudrup synes, at det er en god plan, kan du se i videoen øverst i artiklen

Real Madrid og Manchester City mødes onsdag klokken 21. Første opgør mellem de to mandskaber endte 4-3 til Manchester City.