Lyt til artiklen

Som følge af en dårlig start på sæsonen har FC Vestsjælland taget konsekvensen og fyret cheftræner Michael Hansen. Det bekræfter klubben tirsdag middag.

»Manglende resultater er den direkte årsag til afskedigelsen, og en enig bestyrelse og direktion står bag,« skriver klubben i en kort pressemeddelelse.

I første omgang overtager assistenttræner Janus Blond den daglige træning, indtil en permanent løsning er fundet.

Slagelse-holdet har fået en særdeles mager sæsonstart med nul sejre og kun tre point i de første seks kampe.

Dertil kommer, at flere af sidste sæsons bærende spillere har forladt klubben og efterladt Michael Hansen med et decimeret hold.

På transfervinduets sidste dag mandag forlod spillere som Marc Dal Hende og Anders Østli også klubben.