»At være Lars Høghs kammerat føltes ganske, ganske særligt. Det er vi rigtigt mange, der ved, for Lars havde tusindvis af kammerater overalt i landet.«

Sådan indleder Michael Falch et dybfølt, rørende og hyldende opslag på Facebook om sin gode gennem små 20 år, Lars Høgh.

Med onsdagens nyhed om Lars Høghs død efter længeres tids kamp mod en kræftsygdom, har fodbolddanmark ikke kun mistet en fremragende målmand og træner, men også et fantastisk menneske.

Michael Falch fortæller, hvordan Lars Høgh var mennesket, der så på alle de personer, han mødte på sin vej og stillede skarpt på de problemer, behov og udfordringer, de havde, og altid var en person, man kunne snakke med om alt.

Michael Falch.
Michael Falch. Liselotte Sabroe

»'Hvad kan jeg gøre for dig?' syntes at være hans første spørgsmål til hvert eneste medmenneske, han mødte på sin vej. Lars var i sjælden grad medmenneske før noget andet,« skriver Michael Falch i sit opslag.

Han husker tilbage på, hvordan Lars Høgh var med til at hjælpe ham ud af en livssituation, han for alt i verden ville ud af. På et behandlingssted havde Lars Høgh ingen problemer med at tale helt åbent med Michael Falch om en yderst svær situation.

»Lars havde ingen problemer med at tale helt åbent med mig om min livssituation og mit dybe ønske om helt og aldeles at lære at leve en tilværelse uden alkohol. Det var ellers vanskeligt for de fleste at tale om. Ikke for Lars. Han kunne gå direkte ind i problemernes kerne, nænsomt, empatisk, men også straight og uden berøringsangst. Og med det særlige tryllestøv, han dryssede ud omkring sig – livsgejsten, fighterånden, humøret og glæden,« skriver sangeren i sit opslag.

Venskabet førte til flere samarbejder og velgørenhedsarrangementer, hvor de to venner i 2021 gik sammen om at skabe NU Festival. En festival, der støtter kampen mod kræft.

Et billede fra den historiske koncert til NU Festivalen, som Elsebeth Fogh fangede omme backstage, da hun var frivillig under festivalen.
Et billede fra den historiske koncert til NU Festivalen, som Elsebeth Fogh fangede omme backstage, da hun var frivillig under festivalen.

Til festivalen tog Lars Høgh fusen på publikum, da han spillede bas med Michael Falchs band Malurt i deres afsluttende nummer på festivalen. En historisk koncert, hvor det var tydeligt at se, at det betød meget for de to venner at stå på scenen sammen.

Elsebeth Fogh oplevede dette historiske øjeblik, da hun arbejdede som frivillig på Høgh og Falchs velgørenhedsfestival.

Hun beskriver øjeblikket, hvor Lars Høgh trådte på scenen sammen med Malurt som et af de mest rørende øjeblikke i hendes liv.

Hun husker også særligt den varme og vittighed, som Lars Høgh havde, da hun stod i regnvejr og tørrede stole af. Lars Høgh kom forbi og sagde med et smil 'bare godt ned i knæene, det giver stramme baller'. Og så klaskede han sig selv på ballerne.

»Det viste bare, at han altid havde et enormt overskud. Han snakkede altid med os frivillige, og hele festivalen betød enormt meget for ham,« siger Elsebeth Fogh til B.T.

Og det er netop den varme og kærlighed til sine medmennesker, som Michael Falch især vil huske sin gode ven for.

»Lars Høgh nåede at være menneske. Et ganske særligt menneske endda. Danmark har mistet sin bedste kammerat.«