Fire milliarder. 129 millioner. 468 tusind. 743 kroner. Og 79 øre.

Det er det astronomiske beløb, som Lionel Messi tjener i FC Barcelona (hvis valutaomregneren altså er helt præcis) i løbet af fire sæsoner.

Gigantkontrakten, der blev underskrevet i 2017 og slutter til sommer, blev lækket til den spanske avis El Mundo, der nu afslører saftige detaljer fra superstjernens aftale.

De mange nuller på kontrakten er ikke det eneste, der har fået offentligheden til at spærre øjnene op. Det har flere af Lionel Messis bizarre klausuler også.

Blandt andet har den 33-årige målmaskine skrevet under på, at han skal lære catalansk og gøre alt for at blive integreret i den catalanske kultur.

Men siden tilgangen til klubben har argentineren ikke givet et eneste interview på catalansk, og faktisk bliver han fritstillet, hvis regionen bliver selvstændig.

Det er en af de opsigtsvækkende klausuler, der skal gøre det muligt for Messi at skifte klub, hvis Barcelona ikke kan være en del af den spanske La Liga, fordi man træder 'ud' af Spanien.

Lionel Messi skal desuden holde sig fra doping og 'opføre sig på en passende måde og have en passende livsstil.'

Selvom Messis kontrakt udløber til sommer, kan han ifølge de spanske medier se frem til en loyalitetsklausul på cirka 290 millioner kroner, ligesom han udløser en bonus på mere end 8,5 millioner kroner, hvis han spiller 60 procent af Barcelonas kampe i en sæson.

Et af de helt store argumenter for at publicere detaljerne fra Messis personlige kontrakt har været, at de kæmpemæssige udgifter forbundet med den argentinske spiller er med til at undergrave en i forvejen blodrød økonomi i den traditionsrige og gældsatte klub.

Cadena Cope melder ifølge Marca, at klubben har en gæld på mere end 8,5 milliarder kroner af hvilke knap 5,5 milliarder kroner skal tilbagebetales på kort sigt.

Marca skriver også, at klubben skylder Messi cirka 472 millioner kroner, da man skulle have overført 535 sidst i januar. Han fik 'kun' omkring 63 af slagsen.

Lækagen af den argentinske superstjernes kontrakt ser ud til at få et restligt efterspil.
Lækagen af den argentinske superstjernes kontrakt ser ud til at få et restligt efterspil. ALBERT GEA

Mens kritikken hagler ned over Barcelona fra fans, som fordømmer den – ifølge nogle – økonomisk uansvarlige kontrakt i en tid, hvor Barcelona i forvejen fægter med finanserne, er der også en anden fløj.

Den, som påpeger, hvor mange penge Lionel Messi genererer i den catalanske storklub.

En af dem er økonomen og medstifter af Laudem Partners Ivan Cabeza.

»Om året må han generere et sted mellem 130 og 200 millioner euros (966 millioner kroner og knap 1,5 milliard, red.),« siger han ifølge Marca og påpeger, at Messi generer mere, end han koster.

Manden med nummer 10 er et vigtigt ansigt i forhold til trøjesalg, men også når Barcelona skal tegne sponsorater.

»For eksempel har Barcelona vundet 36 procent af sine trofæer med ham. De fleste kommercielle kontrakter og sponsorater indeholder en klausul, som er bestemt af ham. På et emotionelt niveau er han et brand, som er kendt verden over. Turister kommer til byen for at se ham, og der er følgere på sociale medier,« siger Ivan Cabeza.

Ikke desto mindre er Messi ikke tilfreds med, at hele verden kan kigge med på den private kontrakt, han har tegnet med sin arbejdsgiver.

De hidtidige meldinger lyder på, at argentinerens advokater vælger at hive El Mundo i retten for publiceringen af de fortrolige oplysninger. Men han går også skridtet endnu videre.

For det var kun ganske få mennesker, som kendte til det specifikke indhold i den vanvittige kontrakt. Og nu melder mediet RAC1, at Messi også vælger at gå den juridiske vej mod fem personer, som han mener, at lækagen kan komme fra.

De fem mistænkte er den tidligere præsident Josep Maria Bartomeu, den tidligere vicepræsident Jordi Mestre, den midlertidige præsident Carles Tusquets, Barcelonas administrerende direktør Oscar Grau og juridisk chef Roman Gomez Ponti.