Messi udgår fra kamp med formodet benskade få uger før VM
Hvis Lionel Messi ikke kan deltage ved VM om få uger, bliver det sværere for Argentina at forsvare trofæet.

Hvis Lionel Messi ikke kan deltage ved VM om få uger, bliver det sværere for Argentina at forsvare trofæet.

Lionel Messi udgik søndag fra Inter Miamis Major League Soccer-kamp mod Philadelphia Union med en formodet benskade, blot få uger før VM skydes i gang.
Den argentinske superstjerne blev skiftet ud i 73. minut efter at have taget sig til bagsiden af venstre ben og selv havde bedt om at komme af banen.
Han gik direkte i omklædningsrummet efter udskiftningen i kampen, som Miami vandt 6-4.
Der er ikke umiddelbart nogen udmelding fra Inter Miami om den præcise årsag til 38-årige Messis udskiftning.
En alvorlig skade til den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder vil dog være et enormt slag for både Messi og Argentinas håb om at forsvare VM-titlen i USA, Canada og Mexico.
Turneringen sparkes i gang i Mexico City den 11. juni, og Argentina skal efter planen spille deres åbningskamp mod Algeriet i Kansas City fem dage senere.
Søndagens Inter Miami-kamp var den sidste, før MLS holder pause frem mod verdensmesterskaberne.
Messi har ikke officielt bekræftet, at han planlægger at deltage ved VM, men det forventes.
Argentinas VM-trup udtages i næste uge, hvorefter de sydamerikanske giganter kort efter rejser til USA for at spille testkampe mod Honduras i Texas den 6. juni efterfulgt af en kamp mod Island den 9. juni.
/ritzau/AFP