Lionel Messi blev endnu en gang kampafgørende for Argentina, da sydamerikanerne åbnede deres forsvar af VM-titlen med en sikker 3-0-sejr over Algeriet.

Den argentinske stjerne scorede alle Argentinas mål og tangerer dermed tyske Miroslav Kloses rekord for flest mål scoret ved VM-slutrunder i fodbold.

38-årige Messi er i gang med sit sjette VM, hvilket er rekord. Han har nu scoret 16 mål på tværs af de seks slutrunder.

Kampen begyndte i et hæsblæsende tempo, da Messi allerede efter få minutter sendte bolden ind bag Luca Zidane i Algeriets mål. Desværre for Argentina havde linjedommeren løftet flaget, og målet blev annulleret.

Få minutter efter brændte det på i den anden ende af banen. Algeriets angriber Fares Chaibi sendte bolden ind bag Argentinas Emiliano Martínez. Men også her blev der dømt offside.

Efter 17 minutters spil beviste den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder, Lionel Messi, hvorfor han trods sine 38 år stadig skal tages dybt seriøst på banen.

Algeriets forsvar gav den argentinske stjerne alt for meget plads uden for feltet. Det straffede Messi med et fremragende langskudsmål med venstrebenet.

Luca Zidane – som er søn af den tidligere franske fodboldstjerne Zinedine Zidane – fik fingrene på bolden, men kunne ikke stoppe Messis drøn fra distancen.

Argentina sad på spillet i det meste af kampen, og efter 60 minutter gav det endnu et mål.

Liverpool-spilleren Alexis Mac Allister trykkede af fra distancen, men skuddet blev reddet af Algeriets målmand. Bolden røg dog lige ud til Messi, som var på det rette sted i det rette øjeblik, og så stod det 2-0 til Argentina.

Efter 76 minutter fuldendte Messi sit hattrick, hvilket fik de talrige argentinske fans på lægterne på Kansas City Stadium til at juble.

38-årige Messi spillede sin landskamp nummer 200 for Argentina.

Portugals Cristiano Ronaldo ventes også at spille sin sjette VM-slutrunde, når portugiserne indleder deres VM mod DR Congo i denne uge.

/ritzau/