Efter et tungt efterår er Barcelona for alvor ved at komme i omdrejninger i den spanske liga.

Holdet topper ligaens formbarometer, og søndag satte catalonierne en fed streg under opturen ved at banke rækkens nummer fem, Real Sociedad, med hele 6-1 på udebane.

På træner Ronald Koemans 58 års fødselsdag inviterede barcelonaspillerne til målfest i Baskerlandet og spillede hjemmeholdet ud af banen i store perioder.

To scoringer sidst i første halvleg knækkede Real Sociedad-spillerne, der efter pausen virkede modløse og uden tro at kunne ryste de prominente modstandere.

Antoine Griezmann åbnede scoringen for Barcelona, da han efter 37 minutter sparkede en ripost fra Sociedads målmand i nettet.

Kort før pausen udnyttede den fremstormende back Sergino Dest en aflevering fra Lionel Messi til at fordoble føringen.

Messi spillede sin kamp nummer 768 for Barcelona og satte sig dermed på rekorden for flest kampe i klubbens historie.

Sergino Dest scorede igen og gjorde det til 3-0 kort inde i anden halvleg, inden Messi selv kom på måltavlen tre minutter senere.

Med mere end en halv time igen begyndte det at ligne en ydmygelse af hjemmeholdet. Og det blev værre endnu, da Ousmane Dembélé efter en dribletur sparkede bolden fladt i nettet til 5-0.

19-årige Ander Barrenetxea sørgede for et lille lyspunkt på en trøstesløs aften for baskerne, da han hamrede bolden op i målhjørnet og reducerede 1-5.

Men scoringen var ren kosmetik. Der var klasseforskel på de to hold, og Messi spillede kort før tid en sidste fanfare på festaftenen ved at sparke 6-1-scoringen i mål med en hård inderside.

På det tidspunkt var Martin Braithwaite også blevet en del af løjerne. Den danske landsholdsspiller kom på banen i stedet for Dembele 11 minutter før tid og nåede at få en advarsel.

Barcelona er med sejren fire point efter førende Atlético Madrid, der tidligere søndag vandt over Alaves.

/ritzau/