Lørdagens hattrick mod Sevilla var Lionel Messis 50. i karrieren, hvoraf 44 har været for Barcelona.

Lionel Messi endte som nummer fem, da verdens bedste fodboldspiller i starten af december blev kåret, men lørdag gjorde den argentinske stjerne den placering til skamme.

Her vandt FC Barcelona med 4-2 over Sevilla. Messi scorede Barcelonas første tre mål og assisterede på det sidste.

Med den imponerende præstation nåede argentineren lidt af en milepæl. Det var således hattrick nummer 50 i karrieren for Messi. 44 af dem er blevet lavet for den spanske klub, mens de resterende seks har været for Argentina.

Det skriver FC Barcelona på sin hjemmeside efter lørdagens sejr.

Messi er nu oppe på 33 mål i 32 kampe for Barcelona i denne sæson. Det er samtidig blevet til 18 assister.

Han er nu oppe på 585 scoringer i 669 kampe for Barcelona.

Med lørdagens sejr har Barcelona henholdsvis 10 og 12 point ned til Atlético Madrid og Real Madrid på anden- og tredjepladsen. Begge Madrid-klubber har spillet én kamp færre.

Men Lionel Messi tør ikke begynde at tænke på guldet.

- Det betyder ikke, at ligaen er vores endnu. Der er lang vej igen, men det var rigtig vigtigt at vinde her for at beskytte det forspring, vi har til vores rivaler, sagde den 31-årige argentiner efter kampen mod Sevilla.

/ritzau/