Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite måtte lade sig udskifte allerede efter 13 minutter af Ligue 1-kampen mellem Bordeaux og Rennes lørdag.

Dermed er det usikkert, om angriberen mandag møder ind som planlagt i træningslejren med det danske landshold, som er samlet i ni dage for at træne og spille VM-testkampe mod Panama og Chile.

Hvis skaden er så alvorlig, at det ender med et afbud, er der tale om særdeles dårlig timing for vestjyden.

Ved tirsdagens landsholdsudtagelse udtalte Åge Hareide, at landstræneren forventer at have seks frontløbere med til VM, hvilket er en færre end de syv, som er udtaget til den kommende landsholdssamling.

Stillingen var 0-0, da Martin Braithwaite udgik.

Efter pausen scorede først Ismaïla Sarr for Rennes, og i slutminutterne cementerede Yoann Gourcuff gæsternes sejr.

Modsat Martin Braithwaite blev Lukas Lerager på banen hele kampen for Bordeaux. Midtbanespilleren er ligeledes udtaget til landsholdets to kommende testkampe.

/ritzau/