Den svenske landstræner, Janne Andersson, er kommet i coronakarantæne, efter et nært familiemedlem er blevet testet positiv.
Dermed kan han efter alt at dømme ikke stå i spidsen for Sverige, der onsdag møder Danmark i Brøndby i en venskabskamp. Det bekræfter det svenske fodboldforbund.
Efter planen skal svenskerne samles i landsholdslejren i Danmark mandag.
»Janne Andersson er selv testet negativ, men hvis han er blevet smittet, kan det tage flere dage, inden han tester positiv. Derfor bliver det hjemmekarantæne. En ny test vil blive gennemført i slutningen af den kommende uge,« siger den svenske landsholdslæge, Anders Valentin.
»Det er naturligvis ærgerligt, men vi må acceptere situationen. Peter Wettergren (assistenttræner, red.) tager over i mit fravær. Ellers bliver alt, som det plejer. Jeg kommer til at være tilgængelig hjemmefra og have løbende kontakt med Peter og de andre ledere,« siger Andersson selv.
Forbundet oplyser, at alle andre spillere og ledere også er testet negative og er klar til at troppe op mandag.
Svenskerne har to Superliga-spillere i truppen. Pierre Bengtsson og Jens-Lys Cajuste fra henholdsvis FC København og FC Midtjylland er med mod Danmark.