Oliemilliarderne flyder i stride strømme i sportens verden, hvor nogle af de største stjerner kan tage et pengebad finansieret af Mellemøstens rigmænd.

Det giver den nyeste liste over sportens bedst betalte superstjerner et opsigtsvækkende billede af.

På fem af de syv øverste pladser på det finansielle magasin Forbes' årlige liste finder man fodbold- og golfstjerner, som har det til fælles, at deres løn mere eller mindre direkte eller indirekte udbetales af Saudi-Arabien og/eller Qatar.

Mellemøstens magtfulde oliestaters store sportsinteresse og villighed til at betale svimlende summer til de største navne har betydet, at lønningerne til stjernerne i toppen af listen aldrig er set vildere, skriver Forbes. Se listen herunder:

Foto: Hussein Malla
Vis mere

1. Da Cristiano Ronaldo efter en elendig periode i Manchester United i januar skiftede til Al-Nassr i Saudi-Arabien, eksploderede hans i forvejen skyhøje løn, så han for første gang siden 2017 indtager førstepladsen med en estimeret indtjening på 136 millioner dollar, hvilket svarer til 918 millioner kroner.

2. Lionel Messi scorer Qatar-kassen i PSG såvel som på kæmpe sponsorater med eksempelvis Adidas og Pepsi og ikke mindst med Saudi-Arabien. Ialt ryger der 130 millioner dollar (877 millioner kroner) ind på den argentinske verdensmesters konto årligt.

3. Den eneste stjerne i top-10, som er under 30 år, er Kylian Mbappé. Med sin hyre på 675 millioner kroner, den største i fodboldens verden – som betales af Qatar-ejede PSG – samt sponsorindtægter på 135 millioner kroner tager den franske fodboldstjerne et hop fra nummer 35 til nummer 3 på Forbes' liste.

På sjette- og syvendepladsen finder man de to golfstjerner Dustin Johnson (nr. 6: 722 millioner kroner) og Phil Mickelson (nr. 7: 715 millioner kroner), som har det til fælles, at de begge er rykket fra PGA Tour til det saudiske LIV Golf.

Dustin Johnson og Phil Mickelson.
Dustin Johnson og Phil Mickelson. Foto: DAVID CANNON
Vis mere

Det opsigtsvækkende skifte alene har garanteret de to amerikanere dollarindtægter i millionklassen foruden de mange præmiepenge og sponsorindtægter, de indkasserer.

De sidste fem navne på Forbes top-10 udgøres af NBA-stjernerne LeBron James (nr. 4: 807 millioner kroner), Stephen Curry (nr. 8: 678 millioner kroner) Kevin Durant (nr. 10: 601 million kroner), den mexicanske boksestjerne Canelo Alvarez (nr. 5: 742 millioner kroner) og den nu pensionerede tennislegende Roger Federer (nr. 9: 642 millioner kroner).