I slutningen af august blev Rasmus Falk far for første gang, men den efterfølgende periode har været fyldt med bump på vejen.

Det fortæller FCK-spilleren i et opslag på Instagram.

»Efter 37 lange dage og nætter med indlæggelse på neonatalafdelingen er det med den største glæde, at vi nu endelig kan tage vores søn med hjem til Frederiksberg. Han meldte meget pludseligt sin ankomst 9,5 uge før tid den 29. juli – en lille dreng med en utrolig vilje.«

»De sidste fem uger har været en rutsjebanetur fyldt med udfordringer og læring, men vi er kommet stærkt ud på den anden side. Der har været mange søvnløse nætter, undersøgelser, maskiner og ledninger samt frygt, men det har også været en tid fyldt med glæde, tro, håb og uendelig kærlighed,« skriver han.

Heldigvis har sønnen det nu så godt, at den lille familie har fået lov til at tage ham med hjem på et såkaldt 'tidligt hjemmeophold'.

Komplikationerne i forbindelse med fødslen af Luka var dog ikke var den eneste forhindring, familien måtte igennem.

En time inden søndagens derby mellem FC København og Brøndby oplyste førstnævnte, at Rasmus Falk missede opgøret på grund af private årsager.

Og i opslaget sætter midtbaneprofilen ord på det pludselige afbud.

»I slutningen af vores indlæggelse blev vi desværre ramt af endnu et bump på vejen, da min kone måtte gennemgå en akut operation med efterfølgende komplikationer, hvilket var årsagen til at jeg måtte melde afbud til weekendens Derby-kamp. Min kone er heldigvis i bedring og vi er nu der hvor vi skal være – samlet som familie og klar til hverdagen, der venter.«

Han takker samtidig neonatalafdelingerne på Hvidovre og Herlev Hospital, samt venner, familie og hele FC København for støtten.