En æra er meget snart forbi.

Den spanske midtbanespiller Sergio Busquets er nemlig fortid i FC Barcelona, når den igangværende sæson er færdigspillet.

Det fortæller Barca-legenden i en afskedsvideo på storklubbens Twitter-profil.

»Tiden er kommet til at fortælle, at det her bliver min sidste sæson i Barcelona. Det har været en uforglemmelig rejse,« lyder det.

34-årige Busquets har været en del af FC Barcelona siden 2005, hvor han blev tilknyttet klubbens akademi.

Tre år senere blev han rykket op på klubbens førstehold. I dag er han klubbens anfører.

»Da jeg var barn, drømte jeg om at spille med denne trøje og på dette stadion. Og virkeligheden har opfyldt alle mine drømme. Klubben har været mit liv, og jeg vil for altid være fan,« siger spanieren i afskedsvideoen.

»Det har ikke været en nem beslutning, men jeg tror, at tiden er kommet,« lyder det videre.

Sergio Busquets kan dermed snart se tilbage på en Barcelona-karriere, der blandt andet har budt på flere Champions League-trofæer samt adskillige mesterskaber og pokaltitler.

Han har ligeledes vundet EM og VM med det spanske landshold.

Sergio Busquets har spillet over 700 kampe for FC Barcelonas førstehold.