97 mennesker mistede livet på en af de mest katastrofale dage i fodboldhistorien: 15. april 1989.

Nu er en ny rapport om Hillsborough-katastrofen blevet udgivet, og meldingen er klar.

Politiet var skyld i grundlæggende svigt og en utilstrækkelig indsats, da katastrofen indtraf, lyder det i rapporten, som den britiske pendant til Den Uafhængige Politiklagemyndighed står bag.

Det skriver Sky News.

Politiet gav blandt andet fansene skylden både under og efter Hillsborough-tragedien.

The Independent Office for Police Conduct har brugt 13 år på undersøgelsen, der er den største uafhængige undersøgelse nogensinde af påstået pligtforsømmelse fra politiets side.

Rapporten har identificeret et dusin betjente inklusiv den daværende politichef for South Yorkshire Police, som ville have været tiltalt for grov tjenesteforsømmelse, hvis de stadig havde været i tjeneste.

Vicedirektøren i den britiske politiklagemyndighed, Kathie Cashell, udtaler, at det, ofrenes familier har måttet gennemgå siden tragedien, har været »kilde til national skam«.

Den nye rapport tæller 366 sider om politiets håndtering af den forfærdelige dag og tiden efter.

Det var massepanik på tribunen på Hillsborough Stadium i Sheffield under FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest, der førte til 97 dødsfald og mange hundrede tilskadekomne.