Den spanske fodboldspiller Pablo Mari skal fredag opereres for de skader, han pådrog sig ved et knivoverfald i et italiensk supermarked.

Den 29-årige Monza-spiller blev såret i ryggen, men var ved bevidsthed og uden for livsfare.

Senere fredag skal han opereres, oplyser Monza til nyhedsbureauet AFP.

Mari var på indkøb med sin kone og søn i et supermarked i udkanten af Milano, da en mand, der tilsyneladende led af psykiske problemer, greb en kniv fra en hylde og angreb folk.

LaPresse via AP/Uncredited/Ritzau Scanpix

En ansat i supermarkedet blev dræbt, og fire andre personer blev såret. Politiet anholdt efterfølgende en 46-årig italiener.

Mari føler sig heldig efter hændelsen.

- I dag var jeg heldig. Jeg så en person dø foran mig, sagde han torsdag til Gazzetta.

- Jeg kørte med indkøbsvognen foran mig med mit barn i, da jeg mærkede ulidelige smerter i ryggen. Så stak manden en anden mand i halsen, fortalte Mari.

Den 29-årige spanier er i denne sæson udlejet til Monza fra engelske Arsenal. Han har desuden en fortid i Manchester City.

Monzas direktør, Adriano Galliani, og træner Raffaele Palladino besøgte torsdag Mari på hospitalet.

- Pablo Marì har fået et ret dybt sår i ryggen, men ingen vitale organer har taget skade, og derfor er han ikke i livsfare. Han har nogle muskelskader, men lægerne fortæller mig, at han nok skal komme sig hurtigt, udtalte Galliani til tv-stationen TG2 ifølge mediet calciomercato.com.

I Monza er Mari holdkammerat med danske Christian Gytkjær.

/ritzau/