Nu er der flere detaljer om problemerne i Manchester United - men manageren afviser.

Sky Sports kunne tirsdag berette om, at halvdelen af spillerne i danskerklubben har mistet tilliden til, at manager Erik Ten Hag er den rette mand i spidsen for 'De Røde Djævle'. 

Nu bringer Manchester Evening News endnu flere kritiske detaljer, der blandt andet handler om den danske frontangriber Rasmus Højlund. 

De nævnte medier er blevet bandlyst fra Manchester Uniteds pressemøde denne eftermiddag - angiveligt fordi de ikke kontaktede klubben før udgivelse, så de kunne give deres besyv med.

Rasmus Højlund har ikke fundet målformen i Premier League. 
Rasmus Højlund har ikke fundet målformen i Premier League.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge lokalmediet, der dækker klubben meget tæt, stiller flere spillere spørgsmålstegn ved den hollandske managers indkøb i sin tid i klubben, og her bliver Rasmus Højlund nævnt sammen med øvrige offensive spillere som Wout Weghorst, Mason Mount og Antony. 

De har nemlig allesammen ét kritisk fællestræk.

Alle spillerne har scoret enten ingen eller meget få mål i Premier League i deres tid i klubben, hvor den engelske storklub i øjeblikket roder rundt på syvendepladsen efter 14 kampe.

Rasmus Højlund har modsat sit hold været flyvende i Champions League, hvor han er delt topscorer med fem mål. 

Men danskeren har endnu ikke fået nettet til at blafre i Premier League i ti kampe.  

På tirsdagens pressemøde har Ten Hag skudt historierne ned.

»Historier i medierne om spillere er ikke sande. Der er intet kaos i omklædningsrummet.« 

»På hvert hold er der altid spillere, der ikke spiller eller spiller mindre, som er mindre glade. I nogle tilfælde har du brug for det, de må vente på deres chance. Men nej, der er ingen problemer,« lyder det.