Den tidligere Molde-spiller Babacar Sarr er i øjeblikket anklaget i en sag om voldtægt.

Torsdag den 14. februar skulle sagen med Sarr have været i retten, men to dage inden blev sagen udskudt.

Det er sket på grund af FC Fredericia-spilleren Sonni Nattestad, der skulle vidne i forbindelse med sagen. Han har fortalt retten i Norge, at han ikke kan komme, da han skal spille træningskamp mod Middelfart klokken 17.30 torsdag.

Dermed er retsmødet udskudt på ubestemt tid. Det skriver det norske fodboldmagasin Josimar.

Sonni Nattestad i kamp for AC Horsens i oktober 2018.
Sonni Nattestad i kamp for AC Horsens i oktober 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Molde-spilleren har tidligere været anklaget for at begå en såkaldt sovevoldtægt i 2017 mod en jævnaldrende kvinde. I den sag blev han frifundet, men tvunget til at betale en erstatning på 150.000 kroner til kvinden, skriver norsk TV2.

Den frifindelse har statsadvokaten i Norge anket, hvorfor ankesagen skulle påbegyndes torsdag.

Siden den oprindelige frifindelse skulle spilleren være blevet anmeldt yderligere to gange for voldtægt - henholdsvis i juni 2018 og i november 2018. Den første af de to anmeldelser skulle været opgivet igen.

I forbindelse med ankesagen er det kommet frem, at der ved sovevoldtægten i 2017 har været yderligere to personer til stede - en kvinde samt en holdkammerat for Molde.

Sonni Nattestad før en landskamp for Færøerne.
Sonni Nattestad før en landskamp for Færøerne. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Om den pågældende holdkammerat er Sonni Nattestad, kan ikke konkluderes, men den færøske fodboldspiller var indkaldt som nøglevidne af den norske anklagemyndighed, og han skulle være mødt i retten torsdag.

For to dage siden skulle Sonni Nattestad have gjort retten opmærksom på, at han ikke kommer på grund af træningskampen.

Ifølge statsadvokat Ingvild Thorn Nordheim vil Sonni Nattestad af den årsag blive efterlyst og muligvis anholdt, da det er ulovligt at udeblive fra retten, siger hun til Josimar.

Sagen var i forvejen under fare for at blive udskudt. Den pågældende spiller blev fritstillet i Molde i november og har siden skiftet til en klub i Rusland, og de to lande har ingen udleveringsaftale.

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og cheftræner, Jonas Dal, udtaler til Josimar, at de er bekendte med sagen, men de har ingen yderligere kommentar.

B.T. har også været i kontakt med Stig Pedersen, der også fortæller, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen, eller om Sonni Nattestad skal spille træningskamp i dag.

Sonni Nattestad har spillet 22 landskampe for Færøerne. Han har tidligere spillet for FC Midtjylland, Vejle, AC Horsens.

I 2016 kom han til Molde, hvorfra han i 2018 var udlejet til Aalesund og AC Horsens. 1. februar skrev han under på en aftale med FC Fredericia.