Den amerikanske fodboldstjerne Megan Rapinoe er rasende.

Rasende og dybt berørt efter den amerikanske højesteret fredag besluttede at omstøde den føderale ret til abort og i stedet lade lovgivningen være op til de individuelle stater – og flere af de amerikanske stater har allerede - eller ventes - at indføre abortforbud eller strikse regler på området.

Det emne fylder enormt for Rapinoe, og det fik de amerikanske medier at mærke, da den tidligere Ballon d'Or-vinder lørdag mødte pressen og talte uafbrudt i ni minutter, da hun blev spurgt ind til lovændringen.

Hun var tydeligt berørt af sine følelser omkring emnet, og undervejs revsede hun blandt andet 'de tavse mænd', som hun mener ikke hjælper kvinders ret til fri abort i USA. Det skriver News AU.

Foto: John Leyba
Vis mere

»I har været stille overfor os som en helhed. Stå op for os, sig noget. Det er din kone, det er din søster, det er din ven, det er din kæreste, det er din mor til dit barn. Det er os alle.«

»Og I tillader voldelige og konsistente angreb på autonomien over kvinders kroppe, på kvinders rettigheder, deres tanker, vores hjerter og vores sjæle,« lød svadaen fra Rapinoe.

Hun fortsatte således:

»Jeg burde ikke være den højeste stemme i rummet. Det er der ikke nogen kvinder, der burde være,« sagde Rapinoe og fortalte, at de mænd, der forbliver tavse er 'medskyldige i alt dette'.

36-årige Megan Rapinoe er kendt for sin aktivisme indenfor LGBTQ+-området, og hun og hendes kæreste, den kvindelige basketspiller Sue Bird, ses ofte gå forrest i aktivismen på området.